Stilheden er larmende og synet ned over risterasserne i forskellige niveauer er malende smukt. På den indre nethinde er der nærmest en eksplosion af grønne nuancer. Sapa er en stor naturoplevelse der bundfælder sig hurtigt og en af Vietnams absolutte højdepunkter der ikke kan vaskes bort.
Sapa oplevelsen starter allerede i Hanoi, hvor der er aften afgang med toget. Der er plads til fire personer i hver kupe. Det er ordnede forhold. Rene lagner, god halvhård madras og gratis te og vand. Sælgerne, der går rundt i toget ved dog godt at mange rejsende sover fint efter et par øl og råber gennem vognene ”beeer and everything”. Der er heller ikke så meget andet andet at fornøje sig med, udover den første halve times tid, hvor toget passerer så tæt på folks lejligheder, at man kan se hvad der er i tv.
Togturen frem og tilbage er den bedste måde at komme til Sapa på. For de fleste en oplevelse i sig selv. Men for de der ikke bliver lullet i søvn af togets vuggen frem og tilbage er der håb. Om ikke lang tid vil en ny vej stå færdig og transporttiden vil blive kortere end de otte timer med tog, som turen tager uden forsinkelser.
Efter ankomst og velkomst af guide i endestationen Lao Cai, som nærmest på grænsen til Kina, er der simpel morgenmad på guesthouse ved stationsområdet. Herefter er der en times kørsel til Sapa. En tur der bliver smukkere og smukkere jo tættere vi kommer på bjergbyen. Risterasserne får flere og flere etager og det betyder at vi er højere oppe i luftlagene, hvilket kan mærkes på temperaturen, der bevæger sig i modsat retning.
I bjergbyens gader ligger butikker med vandreudstyr side om side med souvenirbutikker, hvor de mange rejsende shopper efter unikke smykker og tøj lavet af de lokale bjergstammer. Og det er netop på grund af disse to ting, at Sapa er blevet så populært. Minoritetsgrupper og vandreture.
Der er masser af hoteller og charmerende restauranter i alle prisklasser. Sapa er en rigtig hyggelig by at slentre rundt i og betragte livet i byen. I Sapa kan man sidde i timevis og bare suge indtryk – Bedst selvfølgelig med en kop vietnamesisk kaffe eller te.
Byen fungerer mest som opholdssted før eller efter vandreture i området. Og det job gør den glimrende som en af de mest behagelige og afslappende byer at opholde sig i i Vietnam. Midt i byen er der et hyggeligt marked, bedst om lørdagen. I de tilstødende gader er der masser af muligheder for at få en billig omgang massage, som kan være meget tiltrængt efter en vandretur i bjergene.
For uanset om man er i god form kommer ens ben alligevel på prøve i rismarkerne. Der er smukt i alle retninger ud fra Sapa og et af de bedste homestay treks starter simpelthen med, at man går ud af Sapa og ned i Muong Hoa dalen tæt ved.
Med start i Sapa vandrer man inden længe igennem de smukke risterasser og nyder farvespillet i markerne op langs kløften. På vejen møder man adskillige farvestrålende Hmong kvinder på vej til markedet i byen. Børnene hilser med det karakteristiske ”halloooo” og ”bye bye” mens arbejderne i rismarken har overskud til et smil. Måske et overbærende et af slagsen ved synet af de svedende vesterlændinge.
De lokale vasker tøj og bader i bunden af dalen hvor hængebroen over floden markerer, at nu går det snart opad igen. Der er dog først frokost med flodudsigt og naturligvis lokal ris og landkylling. Heldigvis er der herfra asfalteret sti gennem landsbyer, der vil være oplagte til en Vietnamesisk udgave af en Morten Korch film. Det er landidyl så perfekt at det virker helt kulisseagtigt. ”Hallo” – råbene fra den lokale skole er dog ægte nok. Og mens guiden forklarer om skoleforløb i Vietnam har lærerinden grinende opgivet at holde ungernes koncentration.
Guiden der er indfødt og opvokset længere nede i dalen lader til at kunne sin Sapa historie bedre end Google.
Om eftermiddagen nåes landsbyen Tha Van, hvor en lokal familie tager imod. Et charmerende stort træhus der kan huse op til 20 sovende gæster. Det er primitivt, men der er hvad der skal være.
Sengepladser, håndklæder, køkken, toilet, rindende vand og elektricitet. Efter velkomstte af værtsfamilien er der rundvisning i landsbyen. Her burde man nu ikke kunne fare vild. Det er 25 primitive træhuse. Det er kavlende høns, listige katte, gryntende grise og ligeglade hunde, der render omkring i en skøn uorden og udover det, sker der ikke meget. Man kan blot prøve at følge de lokales sysler for at forstå hvordan man kan få tiden til at gå. Men man opdager dog hurtigt at de lokale hele tiden er igang; i markerne, igang med mad madlavning, med reparation af hus eller værktøj eller med at væve. Det er et meget interessant indblik at få i liv, der nærmest ikke kan være mere fjernt fra en danskers hverdag.
Tha Van landsbyen huser flere homestays og det har medført at den første bar er åbnet i byen, hvor man kan slutte dagen med den lokale øl der hedder 333 eller man kan prøve den lokale brændevin. Uanset valget indhentes man hurtigt af træthed efter dagens indtryk. De lokale går i seng ved otte ni tiden om aftenen. Den del af landsbylivet adopterer man hurtigt.
Efter morgenmaden er det afsked med værtsfamilie og landsbyliv. Turen på anden dagen byder på flere fantastiske udsigter og igen risterasser så langt øjet rækker. Det er en mere kuperet tur og kræver lidt balancegang at gå på de stenede og fedtede stier.
Vejret er utroligt omskifteligt og uforudsigeligt i Sapa. I klart vejr vogter det berømte Fansipan bjerg i horisonten. Via et mindre, men smukt vandfald, vandres gennem tæt bambusskov ned af rismarkerne og stop ved endu en hængebro over floden. Landsbyer på begge sider faldbyder deres håndværk, mens man prøver at få normal vejrtrækning tilbage. De mindste Hmong småbørn gemmer sig bag deres mors skørter. De lidt størrere og kække børn, som altid står klar med smil, vinken og nu et ”bye bye”. De ved godt at det er sidste etape for de prustende vesterlændinge.
Sidste etape er over hængebroen, op af slugten og op til hovedvejen, hvor en bil belejligt venter. Forude venter endnu et afslappende ophold i Sapa.