Når man rejser til Maldiverne kan man næsten få den tanke, at nogen ved et uheld har spildt en enorm mængde sand i Det Indiske Ocean, og resultatet blev denne fortryllende øgruppe. Strande på Maldiverne er indbegrebet af paradisisk skønhed: kridhvidt koralsand, der ikke blot føles blødt som pulver under dine bare fødderne, men heller ikke bliver glohedt trods den varme sol. De er uden tvivl maldivernes største seværdighed, og de smukke koralrev understreger blot at her er tale om store naturoplevelser.
Hemmeligheden bag de fantastiske strande og de turkisblå laguner på Maldiverne er en farverig fisk med stærke tænder. Snorkler du i det krystalklare vand på koralrevene, vil du uden tvivl se de såkaldte papegøjefisk. De svømmer omkring på koralrevet, mens de gnasker løs på korallerne. Det er dog kun koraldyrene og algerne, som fisken er interesseret i. Deres skelet af kalk, som udgør revene, knuser papegøjefisken blot med sine kraftige tænder i dens papegøjeagtige næb, og udskiller det som ekskrementer. Undersøgelser viser, at op mod 85 procent af sandet på de maldiviske øer stammer fra papegøjefiskenes fordøjelse!
Vandet er klart og lunt. Ideelt til at svømme rundt i overfladen med maske og snorkel for at beundre de mange forskellige fisk. Det kan være en god ide at bruge en t-shirt selv og give børnene en soldragt på. Tiden flyver når man flyder rundt i overfladen for at udforske den fantastiske undervandsverden, og tropesolen er stærk.
På de fleste øer er der strand hele vejen rundt og vandet er lavt et godt stykke ud, så også børn kan nyde denne enestående naturoplevelse. Ved lavvande kan det nogle gange endda være for lavt til at svømme hen over de indre dele af revet. Pas på ikke at træde på eller røre ved korallerne. Både fordi de kan rive, men primært fordi de er ret skrøbelige og ikke tåler, at man går på dem.
På ydersiden af øerne, hvor koralrevet rejser sig stejlt op fra det blå dyb, og ude mellem øerne fornemmer du tydeligt Maldivernes placering ude i det enorme ocean. Det kan du udforske på dykkerture med lokale firmaer, som også tilbyder undervisning, hvor du under kyndig vejledning introduceres til den spektakulære undervandsverden omkring Maldiverne. Her ser man næsten altid springende delfiner som boltrer sig mellem de smukke atoller.
De dejlige strande er ikke blot utroligt smukke og perfekte en afslappende badeferie. En rejse til Maldiverne er også en chance for at bruge ferien på vandsport af mange forskellige slags. Fra snorkling og dykning på de farverige koralrev til windsurfing og sejlads, er der masser af muligheder. Den bedste periode for surfing på Maldiverne er mellem marts og oktober.
Og for dig, der i hvert fald noget af tiden, foretrækker bare at lave ingenting i ferien, er der intet mere afslappende end at ligge i en hængekøje eller på det bløde sand i skyggen af en palme med en god bog eller podcast, mens den blide brise og lyden af bølgerne sørger for en perfekt baggrundsmusik. Maldivernes strande er ikke bare strande; de er et drømmelandskab, der indbyder til at slippe hverdagens stress og bare nyde livets simple glæder.