7 tropiske feriesteder og varme rejsemål vi selv ville rejse til

Fremragende 5 stjerner

Når efteråret sætter ind, og regnen pisker mod ruden, er det svært ikke at lade tankerne drive mod varmere egne. 2026 kan blive året, hvor du bytter grå himmel ud med palmer, turkisblåt hav og solskin, der faktisk varmer helt ind i kroppen. Lige nu er det den perfekte tid at planlægge og ikke mindst få bestilt næste års rejse, mens udvalget stadig er stort, og de bedste hoteller og flyafgange endnu er ledige.

Her får du vores bud på syv tropiske rejsemål, vi selv ville rejse til i 2026. Syv steder, hvor solen næsten altid skinner – fra små koraløer på Maldiverne, omgivet af det uendelige ocean, til livlige vietnamesiske storbyer med gyldne templer og duft af gadekøkken. Nogle steder indbyder til at dase dagen lang på det bløde sand, mens andre lokker med aktive eventyr og nye oplevelser under varmere himmelstrøg 👇

Drømmer du om en Thailandsrejse med azurblåt badevand? Så ring til specialisten Lotus Rejser
De karakteristiske kalkstensklipper ud for Ao Nang-stranden ved Krabi

Det sydlige Thailand – sol, smil og strande i verdensklasse

Thailand rummer alt, hvad du kan ønske dig af et tropisk rejsemål. Her finder du alt fra de små bounty-øer i syd, hvor det turkisblå vand glimter, til det nordlige højland omkring Chiang Mai med bjergene dækket af frodige risterrasser og jungle. Det er et land, du kan rejse tilbage til igen og igen. Du kan opleve noget nyt hver gang.

Selvom Thailand unægteligt er et eksotisk rejsemål set fra Europa, er det samtidig et sted, hvor turismen efterhånden er meget veletableret og velorganiseret. Her fungerer tingene, infrastrukturen er god, og du føler dig hurtigt hjemme – også selvom du er rejst langt for at nå dertil. Det er da også en af grundene til, at Thailand er populær blandt alt fra børnefamilier og par til eventyrlystne unge, der rejser på egen hånd.

Hvis det er en topisk rejse med sol, varme og blødt sand mellem tæerne, du drømmer om, er det sydlige Thailand et af de første rejsemål, vi selv ville kigge mod i 2026. Den sydlige del af landet dækker et ret stort område med mange forskellige rejsemål, der hver især er perfekte til en badeferie. Det gælder både fastlandet med de kilometerlange strande ved for eksempel Khao Lak og Hua Hin til de mange skønne øer lige fra landets største, Phuket, med noget for alle typer rejsende til helt små perler som Koh Lipe og Koh Phi Phi, der er perfekte til en rigtig barfodsferie.

Uanset om du foretrækker det helt fredfyldte øliv eller måske et sted med lidt mere liv, er det sydlige Thailand et af de tropiske rejsemål, hvor du kan få en ferie, der er skræddersyet til til dine ønsker. Og kan du (heller) ikke helt bestemme dig for bare ét sted, er fordelen, at det i det sydlige Thailand er muligt at kombinere flere rejsemål på én rejse. Det kunne være et øhop mellem to-tre øer eller endda et par dage i Bangkok før kursen sættes mod strandene.

Lille paradisø med hvid sandstrand, palmer og vandflyver, omgivet af turkisblåt hav - indbydende og eksotisk stemning.
Velkommen! Du er landet på din helt egen ø på Maldiverne.

Maldiverne – øliv i sin reneste form

Hvis du drømmer om at tilbringe noget af din ferie i 2026 på en lille koralø omgivet af det turkisblå Indiske Ocean, er Maldiverne det perfekte valg. I dette ørige, hvor det højeste punkt bare er få meter over havets overflade, vil du opleve ægte bounty-idyl. Det er en verden af krystalklart vand, kridhvide strande og rolige dage, der flyder sammen i takt med bølgernes rytme.

Maldiverne består af over 1.000 koraløer spredt ud over et enormt havområde, og de fleste er ganske små. De øer, som har resorts, har derfor ofte blot ét enkelt af dem. Det giver dig ro, nærvær og tid til bare at nyde det langsomme tempo. Du kan nyde solnedgangen fra en villa på pæle, lade dig forkæle med friskfanget fisk og lokale specialiteter under åben stjernehimmel. Det er svært at forestille sig noget mere afslappende end at vågne til lyden af bølgerne, der stille slår mod stranden.

Ligesom i det sydlige Thailand er det lune hav altid en stor del af oplevelsen, når du holder ferie på Maldiverne. Rundt om øerne breder farvestrålende koralrev sig, hvor det myldrer med fisk i alle tænkelige nuancer. Du kan snorkle direkte fra stranden eller tage med ud på dykkerudflugter til nogle af verdens smukkeste rev. Der er således gode muligheder for at tage et dykkercertifikat i løbet af ferien. Hvis du allerede er erfaren dykker, kan du fra dag ét tage med på spændende udflugter til de flotte rev.

Maldiverne er for dig, der i 2026 ikke blot vil nyde ferien i tropevarme, men vil opleve et rejsemål ulig noget andet. Uanset hvilket resort du vælger, vil du ude på de smukke koraløer opleve, hvordan alle forstyrrende indtryk forsvinder, og kun de kridhvide strande og havets blå nuancer står tilbage.

Balinesisk tempel ved søbred med bjerge og skyer i baggrunden, badet i solstråler, fredfyldt stemning.

Bali – gudernes ø med strand, kultur og natur

Hvor Maldiverne består af lave koraløer midt ude i det åbne ocean, er Bali i Indonesien af en helt anden støbning. Øen er skabt ved vulkansk aktivitet og byder på dramatiske landskaber, grønne risterrasser og frodig jungle. Det er et tropisk ferieparadis af en mere varieret og sanselig slags. Her kan du selvfølgelig også nyde ferien på lækre strande som ved Seminyak, Sanur og Nusa Dua, men en rejse til Bali byder på meget mere end sol og hav.

Inde på øen kan du udforske et rigt kulturliv med farvestrålende templer, små landsbyer med duften af røgelse. Du kan tage på vandretur gennem junglen og se solopgangen fra toppen af høje vulkaner, besøge hellige kilder og vandfald eller tage på udflugter for at opleve øens indre landskaber omkring Ubud, der åbner sig i bløde, grønne bølger af rismarker.

Bali er et rejsemål, hvor du nemt kan finde ro, men også mærke den energi og spiritualitet, der er så karakteristisk for øen. Uanset om du vil bruge ferien på yoga og velvære, eventyr i naturen eller måske med strandliv og kultur i perfekt balance, formår Bali at forene det hele på én og samme ø.

Gili-øerne – små øer med stor charme

Lige ud for Lomboks nordvestkyst ligger de tre små Gili-øer – Gili Trawangan, Gili Air og Gili Meno – og selvom de kun ligger et par timers sejlads fra Bali, er tempoet her mærkbart anderledes. Hvis du ønsker at få det hele med, kan de tre rejsemål – Bali, Lombok og Gili-øerne – kombineres i én rundrejse, men her fokuserer vi på, hvorfor netop Gili-øerne er et af de steder, vi selv har et godt øje til i 2026.

Disse små øer kan naturligvis ikke måle sig med hverken Bali eller Lombok, når det gælder størrelse. Uanset hvilken af de tre øer, du vælger, får du til gengæld en langt mere tydelig fornemmelse af tropisk ø-paradis. På Gili-øerne fordrives dagene nemt på hvide sandstrande med udsigt til turkisblåt vand, som under overfladen venter et farverigt undervandsliv, der har gjort øerne berømte blandt både snorklere og dykkere.

Der er ingen biler på Gili-øerne, og det meste transport foregår til fods, på cykel eller med hestevogn. Det er blot en del af charmen, og gør at du automatisk selv kommer helt ned i tempo. Her handler det om at tage tingene, som de kommer, nyde solnedgangen over havet og lade hverdagens stress og jag fordufte.

Kajak og motorbåd glider over det turkisblå vand ud for Mauritius under let skyet himmel.
Både til land og vands venter der dig store naturoplevelser på Mauritius.

Mauritius – en grøn perle i Det Indiske Ocean

Hvor for eksempel Bali længe har stået stærkt i bevidstheden hos de ferierejsende, er Mauritius for mange stadig et mere ubeskrevet blad. Men søger du spændende, tropiske ferieeventyr i 2026, er denne frodige ø øst for Madagaskar næsten ikke til at komme uden om. Her finder du en charmerende blanding af frodig natur, kridhvide strande og en kultur, der er lige så farverig som landskabet. De historiske indflydelser fra indiske, afrikanske og europæiske traditioner giver øen sin helt egen stemning.

Naturen er også enestående. Mauritius er omgivet af et beskyttende koralrev, som holder havet stille og klart, og strandene indbyder til både afslapning og vandsport. Inde på øen kan du udforske sukkerrørsmarker, vandfald og bjerge, der rejser sig dramatisk over det grønne landskab. Når du ikke nyder kystens strande kan du tage på udflugt til nationalparker, hvor du vandrer gennem skovklædte dale til udsigtspunkter for at nyde et smukt vue over havet.

Mauritius er et rejsemål for dig, der gerne vil have lidt af det hele. Her kan du nyde en ferie med afslapning og luksus ved kysten, men samtidig har du mulighed for at tage på små eventyr i naturen og opleve livet i de lokale landsbyer. Mauritius er en ø, man hurtigt forelsker sig i.

Zanzibar – eksotisk strandliv og farverig kultur

Længere mod nordvest ud for Tanzanias kyst ligger den lille ø Zanzibar, omgivet af turkisblåt hav og med en atmosfære, der føles både eksotisk og tidløs. Mange rejser til Zanzibar som afslutning på en oplevelsesrig safari i landets berømte nationalparker som Serengeti og Ngorongoro. Øen er da også det perfekte stedet at lade eventyret ende med varme sandstrande og ro under palmerne. Men du kan også sagtens rejse direkte til Zanzibar for at nyde det afslappende øliv i dit eget tempo.

På Zanzibar får du et dejligt miks af strandferie og levende kultur. Mellem snorkelturene og rolige stunder under solen på stranden kan du for eksempel tage ind til øens historiske hjerte, Stone Town, hvor smalle gyder fører dig mellem farverige bygninger, duftende krydderimarkeder og lyden af kald til bøn, der blander sig med det summende liv.

Også Zanzibar er et rejsemål, hvor du kan forkæle hele familien med en tropisk ferieoplevelse, der byder på både afslapning og spændende nye kulturelle oplevelser for både børn og voksne. Den lille afrikanske ø er samtidig ideel til en romantisk parferie med solnedgange over Det Indiske Ocean, god mad og tid til bare at være to.

Både sejler blandt grønne øer og turkisblåt vand under let skyet himmel i naturskønne Ha Long Bay, Vietnam.
Ha long Bay er et af Vietnams mest populære rejsemål

Vietnam – et land med tusind kontraster

Det er ikke kun tropeøerne i Det Indiske Ocean, som lokker med varme, sol og oplevelsesrige ferier i 2026. Vietnam i Sydøstasien er et eksempel på, at tropiske rejsemål på fastlandet også kan byde på både en god kombination af kultur, natur og skønt strandliv. For selvom landet ligger tæt på feriefavoritten Thailand, er Vietnam ifølge mange et rejsemål, hvor det stadig er lettere at opleve det autentiske Asien, før den internationale indflydelse bliver for tydelig.

Fra de kalkstensklipper, der rejser sig dramatisk af vandet i Halong Bay, til de pulserende gader i Ho Chi Minh City, hvor tuk-tuks, gadekøkkener og kolonitidsarkitektur smelter sammen i et charmerende kaos, er Vietnam er en rejse gennem både tid og natur. Og langs kysten finder du badebyer som Phan Thiet og Mui Ne, hvor palmerne svajer i vinden, og strandlivet tager over fra storbyens hektiske tempo.

På en rejse i Vietnam kan du med andre ord få det bedste af to verdener. Du kan bruge ferien på at fordybe dig i landets fascinerende kultur og samtidig nyde den tropiske varme, den imødekommende befolkning og maden, der smager af frisk lime, chili og sol. Vietnam er en rejse for alle sanser og et rejsemål, der overrasker, hvis du troede, du kendte Asien.

Book din rejse nu og glæd dig til et tropisk 2026

Skal 2026 være året, hvor du får drømmen om en varm og tropisk ferie opfyldt? Som du ser, er der masser af spændende rejsemål at vælge imellem fra kilometerlange strande i Asien til paradisstrande ud fra Afrikas kyst. Og netop nu er det faktisk det perfekte tidspunkt at få bestilt rejsen. Jo længere vi kommer frem mod det bedste rejsetidspunkt, som for nogle af rejsemålene faktisk ligger først på året, desto større bliver interessen. De bedste hoteller og flyafgange ryger hurtigt, når vinteren nærmer sig herhjemme. Så vent ikke for længe med at booke din ferie.

Hos Lotus Rejser hjælper vi dig gerne med at skræddersy den rejse, der passer bedst til dine ønsker, uanset om du drømmer om en ferie med dykning, jungleeventyr eller bare total afslapning på en fjern palmestrand. Og hvis du stadig ikke helt kan bestemme dig for det bedste rejsemål i 2026, kan vi også hjælpe dig med det.

Spændende rejsepakker til tropiske rejsemål

Her er en række forslag til rejser til ovennævnte rejsemål, men husk at vi altid kan skræddersy og tilpasse jeres rejse fuldstændig så den passer til jeres ønsker.

Scroll to Top