Kombinér Sapa og Homestay i Vietnam

Fremragende 5 stjerner

I Sapa i det nordvestlige Vietnam kan du vågne op til den friske bjergluft og kigge ud over et landskab, der ser ud som noget fra et maleri. Her er du langt fra storbyens støj og kan nyde et mere roligt tempo omgivet af smukke landskaber. Du ser de grønne risterrasser, der kravler op ad bjergsiderne, og små landsbyer, hvor minoritetssamfund stadig lever efter gamle traditioner. Sapa er ikke bare en af Vietnams smukkeste destinationer – det er en stemning, en følelse af at være langt væk fra alt, men samtidig helt tæt på noget ægte.

Men en rejser til Sapa er ikke kun en chance for at finde ro og fordybelse i Vietnam – dette er også et ideelt område til aktive oplevelser i det fri. Her kan du tage på vandreture blandt de karakteristiske rismarker eller cykle ad snoede bjergveje til små landsbyer, hvor du får et unikt indblik i de mange etniske minoriteters livsstil og gamle traditioner. H’mong, Dao og Tay-folkene har levet her i generationer, og deres farverige klædedragter, håndværk og gæstfrihed giver området omkring Sapa en særlig stemning.

Rismarker ved Sapa, Vietnam
Udforsk de frodige landskaber omkring Sapa. Foto: Krisztian Tabori, Unsplash

Med tog til Sapa

Dit eventyr i Sapa starter allerede i Hanoi, hvor der er aftenafgang med toget. Der er plads til fire personer i hver kupe. Det er ordnede forhold. Rene lagner, god mediumfast madras og gratis te og vand. Sælgerne, der går rundt i toget ved dog godt, at mange rejsende sover fint efter et par øl og råber gennem vognene ”beeer and everything!”. Der er heller ikke så meget andet andet at fornøje sig med på togrejsen, udover den første halve times tid, hvor toget passerer så tæt forbi folks lejligheder, at du næsten kan se, hvad de får til aftensmad. Herefter overtager mørket, toget vugger afsted gennem landskabet, og du er overladt til lyden af skinnernes monotone rytme.

Toget er den bedste måde at komme til Sapa på. Ikke mindst fordi togturen er en oplevelse i sig selv. Men for de der ikke bliver lullet i søvn af togets vuggen frem og tilbage er der håb. Om ikke lang tid vil en ny vej stå færdig og transporttiden vil blive kortere end de otte timer med tog, som turen i dag tager tager (hvis der ikke er forsinkelser).

Sapa – en by mellem skyerne

Efter ankomst og velkomst af guide på endestationen Lao Cai, som nærmest ligger på grænsen til Kina, venter der en simpel morgenmad på gæstehus ved stationsområdet. Herefter er der en times kørsel til Sapa. En tur, hvor landskaberne bliver smukkere og smukkere, jo tættere vi kommer på bjergbyen. Risterasserne får flere og flere niveauer, og det betyder at vi er kommet højere oppe i luftlagene. Det kan du også mærke på temperaturen, der falder med højden. Sapa ligger i omkring 1500 meters højde.

I bjergbyens gader ligger butikker med vandreudstyr side om side med souvenirbutikker, hvor de mange rejsende shopper efter unikke smykker og tøj lavet af de lokale bjergstammer. Og det er netop på grund af disse to ting, at Sapa er blevet så populært. Den kulturelle mangfoldighed og de gode muligheder for at tage på vandreture.

Der er masser af hoteller og charmerende restauranter i alle prisklasser. Sapa er en rigtig hyggelig by at slentre rundt. Måske mangler du lidt udstyr til en kommende vandretur, men du kan også bare fordrive tiden med at betragte livet i gaderne. I Sapa kan du sidde i timevis og suge indtryk til dig – bedst selvfølgelig med en kop vietnamesisk kaffe eller te.

Tag på vandreture omkring Sapa

Der er populært at rejse til Sapa for at bruge byen som en hyggelig base for vandreture i området. Og det er den da også perfekt til som en af de mest behagelige og afslappede byer i Vietnam. Midt i byen kan det anbefales at besøge det stemningsfulde marked, specielt om lørdagen. I de tilstødende gader er der desuden masser af muligheder for at få en billig gang massage. Det kan måske være meget tiltrængt efter en vandretur i bjergene.

For uanset om du er i god form, kommer dine ben nok på prøve blandt risterrasserne. Der er smukt i alle retninger ud fra Sapa og et af de bedste homestay treks starter simpelthen ved, at du blot vandrer ud af Sapa og ned i den nærliggende Muong Hoa dal.

Med start i Sapa vil du inden længe vandre gennem de smukke risterasser og kan nyde farvespillet i markerne op langs dalsiderne. På vejen møder du nok adskillige farvestrålende Hmong-kvinder på vej til markedet i byen. Børnene hilser med det karakteristiske ”halloooo” og ”bye bye”, mens arbejderne i rismarken plejer at have overskud til et smil. Måske et overbærende et af slagsen ved synet af de svedende vesterlændinge.

De lokale vasker tøj og bader i bunden af dalen, hvor hængebroen over floden markerer, at nu går det snart opad igen. Der er dog først frokost med flodudsigt og naturligvis lokal ris og landkylling. Heldigvis er der herfra en asfalteret sti gennem landsbyer, der vil være oplagte til en Vietnamesisk udgave af en Morten Korch film. Det er landidyl så perfekt, at det virker helt kulisseagtigt. ”Hallo” – råbene fra den lokale skole er dog ægte nok. Og mens guiden forklarer om skoleforløb i Vietnam har lærerinden grinende opgivet at holde ungernes koncentration.

Homestay ved Sapa, Vietnam
Bjergene omkring Sapa indbyder til vandring, eller til bare at nyde udsigten. Foto: Apaha Spi, Unsplash

Homestay i lille landsby

Om eftermiddagen nåes landsbyen Tha Van, hvor en lokal familie tager imod. Et charmerende stort træhus der kan huse op til 20 sovende gæster. Det er forholdsvist primitivt, men der er, hvad der skal være. Sengepladser, håndklæder, køkken, toilet, rindende vand og elektricitet.

Efter velkomsten af værtsfamilien er der rundvisning i landsbyen. Her vil du dog næppe kunne fare vild. Det er kun 25 primitive træhuse. Det er pludrende høns, listige katte, gryntende grise og dovne hunde, der render omkring i en skøn uorden. Men udover det, sker der ikke meget. Du kan blot prøve at følge med i de lokales sysler for at forstå, hvordan tiden går her. Du vil hurtigt opdage, at de lokale ikke ligger på den lade side. De er hele tiden igang; i markerne, med madlavning, med reparation af hus eller værktøj eller med at væve. Det er et meget interessant indblik i et hverdagsliv, der nærmest ikke kan være mere fjernt fra en danskers hverdag.

Tha Van landsbyen huser flere homestays, og derfor er der også åbnet en bar i byen. Der kan du slutte dagen med den lokale øl, der hedder 333. Du indhentes nok hurtigt af træthed efter dagens mange indtryk. De lokale går selv gerne i seng ved 8-9 tiden om aftenen. Den del af landsbylivet tager man hurtigt til sig.

Vandring i Hmong-folkets bjergland

Efter morgenmaden er det afsked med værtsfamilien og landsbylivet. Turen på andendagen byder på flere fantastiske udsigter og igen risterasser så langt øjet rækker. Det er en mere kuperet tur, og det kræver lidt balancegang at gå på de stenede og måske lidt mudrede stier.

Vejret er utroligt omskifteligt og uforudsigeligt i Sapa. I klart vejr ser du det berømte bjerg Fansipan i horisonten, det højeste bjerg i Vietnam. Via et mindre, men smukt vandfald, vandres gennem tæt bambusskov ned af rismarkerne, og der gøres stop ved endnu en hængebro over floden.

Landsbyer på begge sider af floden faldbyder deres håndværk, mens du nok prøver at få pusten igen. De mindste Hmong-børn gemmer sig bag deres mors skørter. De lidt større og kække børn står klar med smil, vinken og nu et ”bye bye”. De ved godt, at det er sidste etape for de prustende vesterlændinge.

Sidste etape er over hængebroen, op af slugten og op til hovedvejen, hvor en bil belejligt venter. Forude venter endnu et afslappende ophold i Sapa, hvor du kan samle kræfter til nye eventyr i Vietnam. Vil du have fuldt udbytte af Sapa og det omkringliggende område, kan det anbefales at afsætte mindst 2-3 dage. Så har du både tid til at slappe af i byen og tage på vandretur med overnatning på et homestay.

Små udflugter, store oplevelser

Selv hvis du ikke er til længere vandreture med overnatning, er Sapa stadig et godt udgangspunkt for spændende udflugter. Du kan tage på kortere ture til nogle af de nærliggende landsbyer som Cat Cat, Ta Phin og Lao Chai. Der kan du opleve hverdagslivet hos de lokale minoritetssamfund.

I de små landsbyer finder du farverige markeder, traditionelle huse og håndværk, der er blevet videreført gennem generationer. Uanset om du vælger at tage afsted til fods eller med en kort køretur, er udflugter fra Sapa en chance for at få et fascinerende indblik i nogle af Vietnams mest unikke kulturer.

Scroll to Top