Cameron Highlands i Malaysia minder næsten om det fortryllende landskab, hvor hobitterne bor i ”Ringenes Herre”. Det er et betagende område med bløde bakker, som var en af briternes såkaldte hillstations under kolonitiden. Her søgte de ikke op for blot op for at nyde de smukke landskaber, men også for at slippe væk fra den ubarmhjertige varme nede i lavlandet. Rejser du i dag op til Cameron Highlands, kan du stadig slentre gennem frodige skove og teplantager, smage friskplukkede jordbær og nyde en dampende kop te med flot udsigt over dalene.
Selvom du ikke møder hobitter, er udsigten fra de grønne bakker og bjerge i Cameron Highlands eventyrlig. Du ser ud over et landskab af tætte skove og bølgende teplantager, der breder sig ud i næsten uendelige mønstre. Sollyset danser på de smaragdgrønne buske, mens små stier bugter sig gennem de tætte rækker af teblade. I det fjerne skimter du måske en ensom landmand, der bøjer sig for at plukke de spæde skud, præcis som det er blevet gjort i generationer. Hvis du trækker vejret dybt, fyldes dine lunger med den kølige, friske bjergluft blandet med duften af våde blade og måske den nybryggede kop te i din hånd.

Smag på højlandet – besøg teplantager i Cameron Highlands
Cameron Highlands ligger omkring 200 kilometer nord for Kuala Lumpur. Kontrasten til hovedstadens hektiske trafik, moderne skyskrabere og tropiske varme kan næsten ikke være større. Heroppe i bjergene i omkring 1500 meters højde over havet sænker tempoet sig, temperaturen falder til et mere behageligt niveau, og du omfavnes af en ro, der kun forstærkes af de grønne, bølgende landskaber.
Det er især for at opleve de kæmpemæssige teplantager, der næsten strækker sig så langt, som øjet kan se, at man rejser til Cameron Highlands i Malaysia. Hvis du fra dit udkigspunkt får øje på teplukkerne mellem de frodige rækker af teplanter, synes du nok, at de ser ud til at have en næsten umenneskelig opgave foran sig. Teplukkerne i området formår ikke desto mindre at producere imponerende fire millioner kilo te om året. For at sætte det i perspektiv, svarer det til, at der hver dag brygges en kop te til hver dansker – omtrent seks millioner kopper te dagligt!
Et besøg i en af de lokale teplantager er næsten et must, når du er i Cameron Highlands. Her kan du vandre mellem de endeløse rækker af tebuske, mærke den friske bjergluft og få et spændende indblik i teproduktionen – fra det øjeblik tebladene bliver plukket til det færdige produkt, som du typisk kan nyde i en tilhørende café, mens du nyder udsigten. Teen fra Cameron Highlands er så eftertragtede i Malaysia, at der ikke er en ret stor eksport til udlandet. Vil du nyde smagen af Cameron Highlands efter rejsen, kan det derfor anbefales at købe et te-souvenir med hjem direkte fra plantagerne. De fleste plantager har en lille butik, hvor du kan vælge mellem forskellige varianter – fra klassisk sort te til aromatiske blandinger.

Klassisk afternoon tea med jordbær
Det var en englænder ved navn Cameron, som i forbindelse med sit arbejde som landmåler “opdagede” området i 1885. Området udviklede sig hurtigt til at blive en populær hillstation for briterne. Ikke mindst fordi dette højland var en oase af kølighed, når varmen i Kuala Lumpur blev for kvælende. Det er ikke svært at forstå tiltrækningen ved dette tilflugtssted, da klimaet her er yderst behageligt. Det minder nærmest om en dejlig dansk sommer, der bare strækker sig over det meste af året. Det er også forklaringen på den enestående frodighed, som præger Cameron Highlands.
Den britiske indflydelse er meget tydelig i området. På din rejse rundt i området møder du talrige bygninger i smuk kolonistil. Mange af disse bygninger er i dag blevet omdannet til hoteller, som eksempelvis Strawberry Park Resort, der selvfølgelig bærer navnet fra de enorme jordbærplantager, som også findes i området og ligesom teplantagerne tiltrækker mange besøgende.
For at få den ægte britiske kolonialoplevelse kan du også prøve en traditionel afternoon tea med lækre strawberry scones på The Smokehouse, som måske nok bærer spor af sin alder, men er så gennemført engelsk, at du vil føle dig hensat til en charmerende provinsby i det sydlige England.
Trekking i Cameron Highlands
Te- og jordbærplantagerne er måske nok det, som Cameron Highlands er mest kendt for. Dette er dog også et område, hvor du kan opleve natur, der ikke er sirligt anlagt og plejet af mennesker. Snører du vandreskoene, kan du udforske et væld af stier, der snor sig gennem tæt regnskov, forbi brusende vandfald og op af bjerge til spektakulære udsigtspunkter. Et populært udflugtsmål er Mossy Forest, men der er mange andre steder at vandre, hvor du har naturen mere for dig selv.
Mange af ruterne starter i Tanah Rata, hovedbyen i Cameron Highlands, hvorfra de fører dig dybere ind i højlandets vilde natur, hvor du kan være heldig at spotte farvestrålende sommerfugle, sjældne blomster og måske endda nogle små aber eller en sky junglefugl mellem trætoppene. Du kan vælge at følge med på guidede ture eller vandre på egen hånd. Gør du det sidste, bør du inden afgang forhøre dig lokalt om vejrforhold, der kan gøre stierne ufremkommelige. Fortæl altid nogen om din tidsplan og planlagte rute, og tag aldrig af sted uden vand, kort (eventuelt en app med offline kort) og noget ekstra tøj.
Uanset om du vil køre eller vandre rundt til områdets attraktioner kan anbefales at afsætte to til tre nætter til opholdet i Cameron Highlands for at få den fulde oplevelse af dette vidunderlige område. Vil du finde en rejse til Malaysia, der inkluderer Cameron Highlands? Så kontakt os og få hjælp til planlægningen. Vi skræddersyr rejsen, så den passer til dine ønsker.