Regntid på Bali: Her er hvad du skal vide

Fremragende 5 stjerner

Bali er ikke uden grund kendt for sine frodige risterrasser, tætte jungle og svajende palmer. Øen hører til blandt de mest nedbørsrige områder i Indonesien, og det er netop regnen, der giver landskabet sin intense grønne farve. Men selvom Bali er velsignet med vand fra oven, er regnen ikke jævnt fordelt over året. Der er en tid, regntiden, hvor bygerne fylder mere i hverdagen – hvor skyerne samler sig hurtigere, og luften bliver tungere, inden himlen åbner sig.

Det er regntid på Bali fra november til marts. Det betyder dog ikke, at regnen siler ned dagen lang i disse måneder. I regntiden kan du nemlig normalt også nyde timer eller sågar dage, hvor der er flot solskin – blot med en ekstra dramatisk himmel og forfriskende regnbyger i ny og næ. Du vil opleve at regnsæsonen på Bali er en tid, hvor øen får et helt særligt udtryk, og hvor tempoet sænkes en smule. Men hvad betyder det egentlig for din rejse om det er regntid eller tørtid? Bør du helt undgå regntiden, eller er der måske fordele ved at rejse til Bali på denne årstid? Lad os dykke ned i det.

Ganesha ved tempel på Bali
Der er stadig masser at udforske og opleve, hvis du rejser til Bali i regntiden.

De mest regnfulde måneder på Bali

Temperaturen på Bali holder sig ret stabil året rundt og er kun et par grader varmere i regntiden. På grund af den højere luftfugtighed føles det dog ofte af mere. Let og luftigt tøj er en fordel. Til gengæld er der stor variation i mængden af nedbør hen over året.

Regntiden på Bali lever således op til sit navn ved at være en markant mere våd årstid. Selvom der også i tørtiden er enkelte dage med byger, falder langt hovedparten af regnen således over øen fra november til marts. Regnsæsonen er dog ikke en helt fast størrelse. Nogle år kan den første kraftige regn komme allerede i oktober, mens regnsæsonen andre år kan strække sig et stykke ind i april.

Ikke desto mindre er det i december, januar og februar, at du vil opleve den mest intense og hyppige regn på Bali. I januar falder der således i gennemsnit 350 mm fordelt på 20 regnvejrsdage. Med andre ord tæt på det halv af den nedbør, der falder på et helt år i Danmark. Det betyder dog ikke, at dagene er grå og overskyede fra morgen til aften. Oftest regner det primært et par timer om morgenen og et par timer om eftermiddagen. Regnen falder desuden mest i form af korte, kraftige byger, som giver den varme luft en ny friskhed, i hvert fald kortvarigt. Du kan med fordel derfor have en tynd regnjakke med, som let kan pakkes væk igen. Resten af dagen er der gode chancer for solskin, særligt på den sydlige del af øen, hvor du ved Kuta og Sanur for eksempel i gennemsnit kan nyde 6-7 timers solskin om dagen. Inde i højlandet har skyerne en tendens til at blive hængende mere af dagen.

Hvad betyder regnen for din rejse?

At rejse til Bali i regntiden kræver lidt mere fleksibilitet af dig, hvor du må være indstillet på at justere dine planer efter dagens vejr. Selvom solen ofte kigger frem mellem bygerne, er der på en rejse til Bali i regntiden visse begrænsninger, det er godt at være forberedt på. Kraftige regnskyl kan for eksempel gøre nogle veje svære at passere, især i bjergområderne, hvor der oftere er jordskred efter regn. Mindre øer og nogle afsidesliggende strande kan desuden være sværere at nå, da bådtrafikken oftere indstilles på grund af høje bølger.

Rejser du til Bali for at dykke eller snorkle, skal du også være opmærksom på, at sigtbarheden i havet typisk forringes under regntiden. Samtidig kan nogle af de populære vandreture – som bestigningen af Mount Batur ved solopgang – være mere udfordrende, da regnen gør stierne glatte og mudrede.

Men selvom du på en rejse i regnsæsonen skal være forberedt på, at de udendørs oplevelser påvirkes, betyder det ikke nødvendigvis, at regntiden er et dårligt rejsetidspunkt. Byerne og templerne kan stadig udforskes, og spa-ophold, yogaretreats og hyggelige caféer med udsigt til de grønne rismarker er stadig lige så stemningsfulde – måske endda endnu mere, når regnen trommer blidt på taget.

Regntiden forløber desuden ikke ens overalt på Bali – i de indre, højereliggende dele af øen, er der større sandsynlighed for overskyet og regnfuldt vejr, da skyerne ofte samler sig omkring bakker og bjergene her. Den nordlige kyst får normalt mere regn end den sydlige, da den ligger tættere på bjergene i indlandet, som fanger fugtigheden fra de drivende skyer. Den sydlige del af øen, hvor mange af de populære strande ligger, oplever derimod generelt mindre regn, også i regntiden.

Borobudur-templet på Bali Java
Du kan få brug for en regnjakke eller paraply, men solopgange og nedgange er smukkest i regnsæsonen.

Fordele ved at rejse til Bali i regntiden

Selvom regntiden unægtelig er lavsæson på Bali, kan der være fordele ved at besøge øen på denne årstid. For det første er der med enkelte undtagelser markant færre turister i regnsæsonen sammenlignet med sommerens tørtid. Det betyder, at du kan opleve øens templer og andre seværdigheder i en mere rolig atmosfære – uden store menneskemængder. Hoteller og resorts har ofte lavere priser, og det samme gælder for ture og aktiviteter, hvilket gør det billigere at krydre din ferie med lidt luksus.

Derudover er Bali på sit absolut mest frodige i regntiden. Rismarkerne næsten stråler med intense grønne nuancer, og junglen er tæt og levende med brusende vandfald og floder, der er mere imponerende end i de tørre måneder. Hvis du ikke har noget imod et par daglige regnbyger og kan se charmen i det mere afslappede tempo, kan regntiden faktisk være en fantastisk tid at rejse til Bali på.

Regntiden er ikke kun lavsæson på Bali

Selvom regntiden generelt betyder færre turister, gælder det ikke hele perioden. Særligt tiden omkring jul og nytår er et populært tidspunkt at rejse til Bali, hvor mange fra Europa og Nordamerika ønsker at bytte vinterkulden ud med en tropisk juleferie. Hoteller og resorts bliver hurtigt booket op, og priserne stiger, så hvis du planlægger at besøge øen i denne periode, er det en god idé at reservere din rejse i god tid.

Derudover byder regntiden også på andre farverige festivaler og kulturelle begivenheder. I slutningen af januar eller begyndelsen af februar fejrer Balis kinesiske mindretal nytår med festlige optog og tempelceremonier, ofte med et særligt balinesisk præg. Senere på sæsonen, typisk i marts, falder Nyepi, det balinesiske nytår. Denne festival er også en unik oplevelse, hvor farverige optog og store, håndlavede dæmonfigurer fylder gaderne dagen før selve nytåret. På selve Nyepi, også kaldet Stilhedens dag, lukkes alt ned – lufthavnen, butikker, restauranter – og både lokale og turister forventes at blive inden døre i stilhed. Det gør det til en fascinerende, men også speciel dag at være på Bali.

Bør jeg rejse til Bali i regntiden?

Der er altså en grund til, at regntiden er lavsæson på Bali. Det er ikke til at komme uden om, at i disse måneder vil kraftige regnbyger på nogle tidspunkter begrænse, hvad du kan opleve på øen. Nogle aktiviteter kræver derfor lidt mere planlægning og fleksibilitet i disse regnfulde måneder.

Men hvis du drømmer om at opleve Bali med færre turister, en mere afslappet stemning og en natur, der er utrolig frodig, kan regntiden alligevel være et fint tidspunkt til din rejse. Lader du dig ikke afskrække af et mere omskifteligt vejr, kan du sagtens få en vellykket og uforglemmelig ferie på Bali i regntiden.

Scroll to Top