Sanur byder på en rolig og afslappet atmosfære, der står i kontrast til de mere livlige strandbyer længere mod vest. Med sine lavvandede strande, hyggelige strandpromenade, komfortable hoteller og gode udvalg af spisesteder er en rejse til Sanur perfekt til dig, der gerne vil nyde en ferie i et roligt tempo. Her er et fint natteliv, men også dette er kendetagnet ved en forholdsvis afdæmpet stemning. Efter solnedgang er det især de hyggelige restauranter og gadekøkkenerne, som giver området liv.
Selvom Sanur var et af de første populære rejsemål på Bali, har området formået at bevare den oprindelige afslappede atmosfære og autentiske charme, der gør, at mange rejser tilbage hertil igen og igen. Til trods for at Sanur er et rejsemål med en veletableret turisme, får du her alligevel en tydelig fornemmelse af det ægte Bali. I dag er det især modne par og familier med børn, som rejser til Sanur, for at nyde en ferie med tid til fordybelse, slentre- eller måske løbeture langs strandpromenaden og afslappende stunder ved de lavvandede strande. Her er alt, hvad I kan ønske jer af strandferie på Bali med et strejf af klassisk elegance.