Tag på en eksotisk ferie på Mauritius

Forside » Mauritius
Fremragende 5 stjerner

Rejser til Mauritius 2025

Pak din kuffert og glæd dig til en uforglemmelig rejse til Mauritius, en perle af en ø i Det Indiske Ocean. I disse paradisiske omgivelser kan du opleve både frodige nationalparker, udpluk af det franske køkken og nogle af de bedste hoteller vi overhovedet kender.

Denne lille østat øst for Madagaskar er især kendt for sine kridhvide strande, hvor det fineste hvide sand møder det krystalklare, turkisblå vand. Når du står på en af øens smukke strande, vil du straks mærke, at hverdagens stress fordufter. Den bløde susen fra bølgerne, den varme brise, og den spektakulære udsigt over det endeløse hav skaber en perfekt kulisse for at genopdage roen og glæden ved livets enkle skønheder.

Men rejsen til Mauritius er ikke kun en chance for at nyde ferien på ægte bounty-strande. Glæd dig til at udforske en ø, der på alle måder er enestående. Her et godt stykke syd for ækvator møder du en fascinerende kultur, der er formet i mødet mellem de folkeslag, som gennem tidens løb har sat deres eget præg på øen. Fra europæiske kolonister til afrikanske, indiske og asiatiske indvandrere, har hver kultur bidraget til Mauritius’ utrolige rigdom af traditioner, sprog, køkken og kunst. Sidst, men ikke mindst, er øen kendt for naturen, som byder på en lige så imponerende mangfoldighed lige fra de frodige regnskove til de betagende vulkanske landskaber.

Find din rejse hos Lotus Rejser

Rejser til Mauritius med Lotus Rejser er altid pakkerejser, som er sammensat af en række dejlige hoteller, flybilletter med rytefly og evt. transfer til dit hotel. Med en pakkerejse bliver du omfattet af rejsegaranti og fuld tryghed, så du kan koncentrere dig om at holde ferie – med fantastiske strande og unikke oplevelser lige rundt om hjørnet. Skønne Mauritius byder velkommen året rundt til en eksklusiv tropeø med fantastiske dykkermuligheder, en spændende historie og et behageligt, subtropisk klima.

100% dansk ejerskab

Vi taler både jysk og københavnsk med et smil.

Specialistviden

Skræddersyede rejser tilpasset dine ønsker.

Personlig service

Tilgængelig support uanset hvor du er.

Sikker rejsepartner

Tryghed som medlem af Rejsegarantifonden.

En rejse til Mauritius med Lotus Rejser

Mauritius er ikke en meget stor ø. Den er mindre end Fyn. Alligevel rummer den en hel verden af muligheder for eventyrlystne ferierejsende af enhver type. For dig, der rejser med børn og søger rolige, trygge omgivelser, byder øen på talrige idylliske strande og skønne naturparker, hvor I kan tilbringe kvalitetstid sammen og udforske øens vidundere i jeres eget tempo. For jer, der ønsker, at der skal ske en masse i ferien, byder Mauritius også på travle markeder og en bred vifte af sportsaktiviteter med alt fra dykning til golf.

Mauritius er ikke blot et perfekt rejsemål til en oplevelsesrig badeferie med familien. Øen er også populær blandt par, som søger en god kombination af romantik og eventyr. Her kan I spotte legesyge delfiner på en romantisk sejltur, hvor I glider gennem det rolige vand. Eller I kan forkæle hinanden med luksuriøse spa-behandlinger, der kombinerer lokale traditioner med moderne komfort, inden I slutte dagen af i det farverige natteliv. På jeres rejse til Mauritius vil der være masser af muligheder for at skabe uforglemmelige øjeblikke sammen.

Området

Mauritius udgør sammen med Rodrigues og Réunion øgruppen Maskarenerne. Réunion, som er et fransk oversøisk departement, har også en vis turisme, men ikke så veludviklet som på Mauritius. Rodrigues er markant mindre og ligger for sig selv næsten 600 km mod øst, hvilket har hæmmet turismen.

Kigger man dybt under havet, viser det sig, at Mauritius ligger på den sydlige ende af Maskarenerryggen, et 2.500 km langt undersøisk plateau, som omkring 1.700 km mod nord omfatter Seychellerne.

Geologisk set er Mauritius en forholdsvis ny ø. Den blev dannet for omkring 8 millioner år siden af vulkaner, som rejste sig fra havet og skabte dramatiske landskaber med bjergkæder og markante kratere, der nu er dækket af frodig vegetation. Et af de mange eksempler på denne vulkanske oprindelse er Trou aux Cerfs, et vulkankrater i byen Curepipe centralt på øen. Krateret, der er omkring 300 meter i diameter og 85 meter dybt, er et populært udflugtsmål for både turister og lokalbefolkningen.

Selvom der nu ikke har været vulkansk aktivitet på Mauritius i mange tusinde år, præger den vulkanske oprindelse stadig meget af øens landskab og liv. Det er vulkanisme, som har skabt øens smukke landskaber med stejle bjergsider, dybe dale og frugtbare plateauer. Den vulkanske jord er samtidig meget frugtbar, hvilket bidrager til øens frodige grønne skove og rige planteliv.

En kulturel smeltedigel

Største by på Mauritius er hovedstaden Port Louis, som har omkring 155.000 indbyggere. Hele øens befolkning er på omkring 1,3 millioner mennesker. 49 procent af disse er hinduer, 26 procent er katolikker, 17 procent er muslimer, mens 6 procent er andre kristne.

Det hinduistiske flertal afspejler, at over halvdelen af øens befolkning er efterkommere af de indiske arbejdere, som under den britiske kolonitid blev hentet til øen for at arbejde i sukkerplantagerne. En anden stor befolkningsgruppe (ca. 28 procent) er kreoler, som har afrikansk og madagaskisk oprindelse. Dertil kommer en del tamiler, et kinesisk mindretal og en lille hvid, fransk-mauritisk overklasse.

Selvom det officielle sprog i Mauritius er engelsk, er det kun modersmål for et fåtal. Mauritisk kreolsk er derimod modersmål for omkring en tredjedel af befolkningen og tales af endnu flere. Det er et franskbaseret kreolsprog, som også bruger ord fra engelsk, portugisisk, spansk og fra mange afrikanske og asiatiske sprog. Har du et skarpt sprogøre, vil du derudover kunne høre for eksempel hindi, fransk, arabisk, kinesisk og tamil på din rejse til Mauritius. I praksis er fransk et mere udbredt fællessprog end engelsk. Specielt i turistområderne er det dog normalt ikke noget problem at begå sig på engelsk.

Da arabiske søfarere som de første opdagede Mauritius i det 9. århundrede, var øen ubeboet. Araberne forlod dog øen igen og heller ikke portugiserne, der som de første europæere lagde vejen forbi i starten af det 16. århundrede, slog sig ned permanent. De var mere interesseret i Indien. Det var hollænderne, der som de første etablerede sig på øen i slutningen af samme århundrede. De er især kendt for at have udryddet dronten (dodoen), en stor, ikke-flyvende fugl, der er blevet et symbol på øens unikke dyreliv. Dronten var relativt nem at fange på grund af dens manglende evne til at flyve, selvom jægere dog skulle være passe på dens store, kraftige næb.

Op igennem tiden har også franskmænd, englændere, afrikanere, indere og kinesere altså slået sig ned på Mauritius. Resultatet er en spændende kulturmosaik, hvor forskellige traditioner og sprog lever side om side. Det kommer til udtryk i alt fra maden, musikken og ikke mindst sproget.

Det er desuden nemt at kombinere en ferie Mauritius med en safarirejse i Afrika.

Mad og drikke

Med sin blanding af indiske, afrikanske, franske og kinesiske kulinariske traditioner er øens køkken ikke blot utroligt velsmagende, men også sit helt eget og meget varieret. På din rejse til Mauritius, kan du se frem til et ekstraordinært udvalg af smagsoplevelser. Nogle velkendte, kulinariske oplevelser, andre meget eksotiske.

Fra de lokale gadekøkkener, der serverer frisk og krydret street food, til de elegante restauranter, der tilbyder raffinerede fusioner af franske og kreolske retter, er der noget for enhver smag. Fisk og skaldyr er ikke så overraskende populære på grund af øens beliggenhed. De tilberedes med en finesse og kreativitet i smagskombinationer, der afspejler øens multikulturelle arv. Desuden giver øens eget landbrug og frugtplantager en overflod af friske, lokale ingredienser, der beriger hvert måltid. Det inkluderer lækre mangoer, ananas og bananer.

Udover de krydrede street-food snacks som Dholl puri og Gateaux piments er der en række lokale retter, som du bestemt bør prøve for at få den ægte smag af øens kulinariske mangfoldighed. De indisk inspirerede karryretter er et must. De er karakteriseret ved deres rige aromaer og dybe smage, og ofte ledsaget af basmatiris, friske urter og fladbrød som roti. Karryerne varierer fra mildt krydrede til stærkt krydrede, og de kan laves med alt fra fisk og skaldyr til kylling og grøntsager. Nydes gerne på hyggelige restauranter ud til det turkisblå hav.

En anden populær snack, når man vil have noget hurtigt at spise i løbet af dagen, er Gajak, der minder om en samosa. Disse små, dybstegte lækkerier er fyldt med en række forskellige ingredienser såsom krydret grøntsagsfyld, linser eller kød, og er også perfekte som forret til et større måltid.

Du kan næsten heller ikke rejse til Mauritus uden at prøve de fisk og skaldyr, som er en integreret del af det mauritiske køkken. Friskfanget fisk, blæksprutter og rejer serveres ofte grillet eller tilberedt i delikate saucer med en blanding af lokale krydderier og urter. En særlig favorit er “Rougaille”, en tomatbaseret ret, der ofte serveres med fisk eller skaldyr og har en dejlig krydret og let syrlig smag. Det er en lokal udgave af den franske ragoût, som mauritianerne ofte har på menuen derhjemme.

Mauritianerne er også kendt for at have en sød tand. Sidst, men ikke mindst, bør du derfor prøve en typisk mauritisk dessert, som for eksempel “Napolitaines”, små søde kager, der er fyldt med syltetøj og overtrukket med farvet glasur, hvilket gør dem til en fest for både øjne og smagsløg.

Kaffe og te-drikkere

Mauritius’ europæiske kulturarv skinner igennem i drikkevanerne, hvor kaffe og især te er en integreret del af dagligdagen. Den lokalt produceret te inkluderer mærker som Corson eller Bois Cheri, som ofte er smagsat med vanilje. Kaffe, derimod, produceres kun lokalt i meget små mængder og er primært at finde i Chamarel-området.

En helt unik og meget forfriskende drik på Mauritius er alooda, en geléagtig mælkedrik, der er dybt forankret i den lokale kultur. Farvet i enten pink eller grøn, er den lavet med opløst agar, basilikumfrø og en blanding af vanilje- og mandelessens. Den er særligt populær på Port Louis’ marked, hvor den nydes af både lokalbefolkningen og turister.

Da Mauritius er en tropisk ø, er der naturligvis også et væld af friske frugtjuicer at nyde. Vil du slutte dagen af med noget lidt stærkere, er der lokale ølmærker som de populære Phoenix, Black Eagle og Blue Marlin. Med sin lange tradition for at dyrke sukkerrør, er det heller ikke nogen overraskelse, at øen producerer sin egen rom. Den kan du prøve på de fleste restauranter og barer.

Strande på Mauritius

På Mauritius kan du nyde ferien på hvide sandstrande af højeste klasse, med krystalklart vand og smukke udsigter over Det Indiske Ocean. Samtidig er de utroligt alsidige trods øens beskedne størrelse. Det betyder, at du næsten med garanti kan finde en strand, der passer til dine ønsker for ferien. Uanset om du søger en livlig strand med masser af aktiviteter og vandsport, en afsondret og rolig bugt til ren afslapning, eller romantiske strande med maleriske solnedgange og svajende palmer, har Mauritius det hele.

Fra de travle strande med caféer og butikker inden for kort afstand af vandkanten til de mere afsides liggende, fredfyldte kyststrækninger, har hver strand på øen sin egen unikke atmosfære og skønhed. Kystens mangfoldighed gør det ideelt at rejse til Mauritius for enhver strandentusiast, uanset om du skal på familieferie, planlægger et romantisk get-away eller er en soloeventyrer på udkig efter dit eget lille paradis.

Nogle af de mest populære og smukkeste strande på Mauritius finder du på øens vestkyst, selvom der her typisk er lidt mere vind og end på nord- og vestkysten, især om vinteren. I de varmeste sommermåneder er det dog blot en fordel med en forfriskende brise. Særligt Flic en Flac er populær med kilometervis af fint sand, hvor det aldrig er svært at finde sin egen plads i solen. Heller ikke i weekenden, hvor familier fra Mauritius’ forskellige samfund gerne kommer hertil for at nyde en hurtig dukkert eller en hyggelig picnic i skyggen af fyrretræerne. På østkysten finder du for eksempel Belle Mare, der lokker med fint sand og krystalklart vand. Ideelt til en afslappende dag under solen. Vil du opleve det farverige liv under overfladen, er Blue Bay på den sydligste del af østkysten et godt valg. Denne lille bugt har lavt, klart vand, der er rigt på liv. Tag eventuelt også på tur med en glasbundsbåd for at opleve livet på koralrevet.

I nord tilbyder det livlige ferieområde Grand Baie ikke kun smukke strande, men også et pulserende natteliv og et bredt udvalg af vandsportsaktiviteter. Slå du dig ned her, har du desuden hovedstaden Port Louis inde for kort rækkevidde. Længere nede ad vestkysten ligger familiefavoritter som Flic en Flac og Wolmar, hvor der er kilometervis af børnevenlige strande med blødt sand og lavt vand, der ligger i læ af bjergene.

For dig, der søger mere isolerede og uberørte strande, er Le Morne på sydvestkysten et must-see med sin dramatiske baggrund af Le Morne Brabant-bjerget (550 m). Her er venter der mange store oplevelser for hele familien koralrevet nær stranden. Dette område er også kendt blandt kite-surfere for optimale betingelser for leg på havet. Helt nede øens sydkyst er der også enkelte små laguner med strande, men det meste af kysten er mere dramatisk med klipper.

Med deres betagende skønhed, alsidighed og indbydende atmosfære er det indlysende hvorfor, at strandene er det, som de fleste rejser til Mauritius efter. Du behøver desuden ikke bestemme dig for én bestemt strand eller kyst på forhånd. Øen er ikke større, end at du sagtens kan køre rundt langs kysten og prøve flere af dem.

Mauritius for børn

Rejser I som børnefamilie til Mauritius i 2024 venter der jer en ferieoplevelse ud over det sædvanlige. Takket være øens familievenlige atmosfære og fremragende faciliteter, kan du trygt rejse hertil med børn i alle aldre. Med masser af solskinstimer året rundt, rene og sikre strande samt en overflod af familievenlige aktiviteter, er Mauritius et godt rejsemål for familier. Dertil kommer, at familien er omdrejningspunktet for den mauritiske kultur, hvilket betyder, at børn altid vil modtaget med åbne arme.

Mange af øens hoteller og feriesteder har fremragende faciliteter specielt designet med tanke på børnefamilier. Det inkluderer for eksempel sammenhængende værelser, familie-suiter og luksuriøse all-inclusive-pakker, der gør opholdet bekvemt for både børn og voksne. Disse resorts tilbyder ofte også en række børnevenlige aktiviteter som børneklubber, svømmebassiner og underholdning, der sikrer, at de yngre gæster underholdt gennem hele ferien.

Udover hotellernes tilbud byder Mauritius på et væld af aktiviteter, der er sjove at kaste sig over for hele familien, fra de vandbaserede eventyr som snorkling og bådture til at udforskning af øens naturparker og farverige markeder. Denne kombination af gæstfrihed, komfort og spændende oplevelser gør Mauritius meget velegnet til en familierejse.

Aktiviteter og seværdigheder

Selvom mange som rejser til Mauritius først og fremmest ønsker at nyde en afslappende badeferie i smukke, eksotiske omgivelser, venter der dig også masser af andre spændende oplevelser. Det lokale køkken er for eksempel en fryd for enhver foodie med en skøn blanding af indiske, afrikanske, kinesiske og europæiske smagsindtryk. Du kan også glæde dig til at udforske de pulserende lokale markeders gadekøkkener med delikatesser eller nyde gourmetmiddage på fine restauranter.

Naturmæssigt er Mauritius berømt for sit frodige, vulkanske indland og betagende kystlinje. Du kan vandre gennem nationalparker som Black River Gorges, hvor du finder et rigt dyre- og planteliv, eller besøge de farverige botaniske haver i Pamplemousses. Den berømte Dodo uddøde ganske vist for længe siden, men du kan se mange andre plante- og dyrearter, som kun findes her. Holder du af havet, er snorkling og dykning ved de mange koralrev en uforglemmelig oplevelse, hvor du kan møde et væld af farverigt liv i det krystalklare vand.

På en rejse til Mauritius vil du også opleve en fascinerende blanding af folkeslag og traditioner. Besøg historiske steder som Aapravasi Ghat og Le Morne Cultural Landscape, der begge er UNESCO-verdensarvssteder, for at få indsigt i øens fortid. Oplev også den levende kultur gennem musik, dans og farverige festivaler, der fejrer øens mangfoldighed.

Med så meget at se, smage og opleve, kan en ferie på Mauritius være meget mere end blot en strandferie. Øen er perfekt til en rejse, hvor du kombinere ren afslapning med aktive eventyr. Her kan hver dag byder på nye og spændende oplevelser.

Vejret på Mauritius

Takket være det milde tropisk klima, der giver op til otte timers solskin dagligt, kan du rejse til Mauritius hele året. Det er dog forskel på sommer og vinter, som gør det værd at overveje, hvilken type ferie det er man ønsker sig. Det har også betydning for vejret, at Mauritius ligger i passatvinden, som her syd for ækvator blæser fra sydøst, især i den kølige årstid.

Mauritius’ sommer, som strækker sig fra oktober til april, er varm og fugtig med dagstemperaturer på 25-30 grader. Regntiden er mest intens fra januar til marts. Typisk falder regnen dog som korte, kraftige byger efterfulgt af opklaring. Selvom i regntiden er der derfor også solskinstimer hver dag. I denne periode er der en let forøget risiko for cykloner. Vinteren er til sammenligning mere tør med lidt lavere, men også behagelige temperaturer (21-25 grader).

Generelt er den bedste tid at rejse til Mauritius fra april til juni og september til december. Uden for disse højsæsoner er nogle strandrestaurant lukkede. De køligere og mere tørre vintermåneder fra juni til september er ideelle til udendørsaktiviteter, som der er mange af øen.

Geografisk set er vest- og nordkysterne generelt varmere og tørrere end øst- og sydkysterne. I de varme sommermåneder gør de kølende sydøstlige passatvinde østkysten behagelig og perfekt til vandsport, men syd- og østkysten kan være kølig og blæsende om vinteren. Nord- og vestkysterne er mere beskyttede om vinteren, da de ligger lidt i læ af bjergene. De kan til gengæld være meget varme og fugtige om sommeren. Det meste regn falder i højlandet og på den sydøstlige kyst, som ligger mest udsat for passatvinden.

Havet er varmt nok til at bade og snorkle året rundt, men temperaturen falder dog til omkring 24 grader fra juli til oktober.

Markeder og shopping

Shopping på Mauritius er en vidunderlig måde at opleve øens kultur og bringe et stykke af dette ferieparadis med hjem. Kan du løsrive dig fra de skønne strande og naturen, kan det derfor varmt anbefales at udforske de lokale markeder og shoppingmuligheder på rejsen til Mauritus.

Et must-see er Port Louis’ travle marked, Central Market, et farverigt og livligt sted, hvor du kan finde alt fra friske lokale frugter og grøntsager til håndværk og souvenirs. Her kan du opleve det lokale hverdagsliv, og måske prutter om prisen på håndlavede varer eller nyder en snack fra en af de mange gadekøkkener. Bemærk dog, at selvom det ligesom i for eksempel Thailand og på Bali er kutyme at forhandle om prisen, er der typisk ikke helt så meget at vinde ved det på Mauritius. Det skader ikke at prøve, men forvent ikke at alle sælgere er så villige til at rykke sig. Er du standhaftig, kan du dog ofte godt få en klækkelig rabat på den oprindelige pris.

For en mere moderne shoppingoplevelse kan du besøge Le Caudan Waterfront i Port Louis eller Bagatelle Mall, som begge tilbyder stribevis af butikker og restauranter. Her kommer mange turister for at shoppe diamanter, designertøj og kashmir, som med lidt held fås til fordelagtige priser.

Søger du et souvenir af mere lokal karakter, er det oplagt at gå efter te eller måske en mauritisk rom med vaniljesmag. At købe skaller og koraller, hvoraf mange nu er importeret fra Madagaskar, bidrager til ødelæggelsen af havets økologi og bør undgås. Det kan desuden meget vel være ulovligt at have dem med hjem!

Når det kommer til indkøb af dagligvarer i ferien, er der talrige supermarkeder og lokale butikker. Særligt på den vestlige del af øen. Her finder du et bredt udvalg af både lokale og internationale produkter. Det er værd at bemærke, at mange butikker og markeder på Mauritius lukker tidligt om aftenen og kan have lukket på søndage, så planlæg dine indkøb i god tid.

Husk også på, at mens større butikker, hoteller og restauranter ofte accepterer kreditkort, kan mindre markedsstande og lokale butikker kræve kontant betaling. Den lokale valuta hedder rupee (MUR), og kommer i sedler på 25 (rød), 50 (blå), 100 (orange), 200 (grøn), 1000 (blå) og 2000 (rød). Du kan nemt finde hæveautomater i Mauritius, især i større byer og i turistområderne. Du finder dem i banker, indkøbscentre og lufthavnen.

Transport på Mauritius

Øens busnetværk er omfattende og billigt, hvilket gør det til en god mulighed for at opleve øen som de lokale. Busnetværket dækker størstedelen af øen, herunder både større byer og mindre landsbyer. De lokale busser er også en chance for at møde lokalbefolkningen. Vær opmærksom på, at nogle busser kan være fyldte i myldretiden og ofte har en ret løs køreplan. Busserne har typisk både chauffør og en konduktør, som kommer rundt og modtager betaling. Konduktøren er som regel også behjælpelig, hvis du som turist har brug for vejvisning.

Deletaxaer, kendt som “taxi partagé”, er også en populær og prisvenlig måde at komme rundt på. De fungerer som en slags minibusser, der deler ruten og prisen mellem passagererne. Deletaxaer er en god måde at rejse på længere afstande, men kun hvis du ikke har travlt. I de større byer findes der dog også almindelige taxier, du har for dig selv. Aftal i begge tilfælde prisen før afgang.

Hvis du foretrækker mere fleksibilitet, kan eller billeje være et ideelt valg. Der er flere biludlejningsfirmaer på Mauritius, hvor du kan leje en bil til rimelige priser. Dette giver dig friheden til at udforske øen i dit eget tempo og på dine egne betingelser. Vigtigst er det at huske, at man har venstrekørsel på Mauritius. Har du ikke mod på at bevæge dig ud i den lokale trafik, kan du til overkommelige priser leje en bil med chauffør for dagen.

Endelig kan du overveje at leje en cykel for at udforske nærområdet. Til længere ture på hovedveje er cyklen ikke så velegnet, men kortere ture ad de mindre befærdede veje og stier, kan være en god mulighed for at komme tættere på øens naturlige vidundere. Uanset din foretrukne transportform, vil du opdage, at der er god muligheder for at komme rundt på Mauritius for at opleve øens fantastiske mangfoldighed.

Sport og friluftsliv

Hvis du drømmer om en aktiv ferie, er en rejse til Mauritius det perfekte valg. Med sin enestående natur og et væld af aktiviteter, er øen et paradis for rejsende med hang til aktive ferieoplevelser.

Dykkerstederne ved Mauritius regnes blandt de bedste i Det Indiske Ocean med gamle vrag og store koralrev, der vrimler med eksotiske fisk. De bedste dykkersteder finder du generelt i vest og på øerne ud for nordkysten, ligesom også Rodrigues lokker med god dykning. Normalt er periode fra december til maj den bedste tid til dykning, da vandet her er klart, roligt og varmt. Der er talrige lokale dykkercentre, som tilbyder ture og undervisning.

Hvis du hellere vil snorkle i overfladen, er der også gode muligheder for at tage på udflugter til gode snorklingssteder som for eksempel Blue Bay på den sydligste del af østkysten. Vandsportsentusiaster kan også bruge ferien på windsurfing, kitesurfing og stand-up paddleboarding langs øens smukke kyster.

For dig, der foretrækker eventyr på land, byder Mauritius’ indre også på en lang række muligheder. Du kan tage på vandreture i de frodige skove, bestige mange af øens bjerge, eller udforske de betagende vandfald og dybe kratere, der vidner om øens vulkanske oprindelse. Især Black River Gorges National Park er et yndet udflugtsmål for friluftsfolk, som rejser til Mauritius. Men også ziplining mellem træer og ture på quad-bikes gennem sukkerrørsplantagerne er populære aktiviteter, der giver et ægte adrenalinrush og enestående udsigter over landskabet.

Derudover tilbyder Mauritius mulighed for at prøve dybhavsfiskeri, hvor du en kort sejltur fra kysten har chance for at få fisk på krogen, som vi aldrig træffer i vores egne farvande. De senere år er Mauritius også blevet et yndet rejsemål blandt golfspillere, som kommer her for at spille i det behagelige klima på baner, der ligger i naturskønne omgivelser.

Med så mange forskellige aktiviteter at vælge imellem, kan du let skræddersy din ferie på Mauritius til at være så afslappende eller aktiv, som du ønsker. Uanset hvad du vælger, vil din tid på Mauritius uden tvivl byde på mange uforglemmelige oplevelser og spændende eventyr.

Flyrejsen og transfer

Når man rejser til Mauritius starter ferien typisk med ankomsten til Sir Seewoosagur Ramgoolam (SSR) International Airport, som er øens primære internationale lufthavn, og hvor bl.a. Air Mauritius hører hjemme. Denne lufthavn, der ligger på den sydøstlige del af øen, har på en ny og moderne terminalbygning, der sikrer en behagelig ankomst og afrejse. Omend paskontrollen til tider kan være en ret langsommelig proces. En række internationale flyselskaber har ruter til Mauritius fra forskellige steder i Europa, hvilket gør det relativt nemt at finde en forbindelse til øen.

Når det kommer til transport fra lufthavnen til dit feriested, er der flere muligheder. En af de mest praktiske er at arrangere en transfer på forhånd. Så er du sikker på en problemfri og komfortabel rejse det sidste stykke frem til dit endelige rejsemål på Mauritius. Alternativt kan du praje en taxi, men det er vigtigt at være opmærksom på, at man bør aftale prisen på forhånd for at undgå misforståelser.

Scroll to Top