Rejser du rundt i Vietnam, vil du opdage, hvor forskelligt klimaet kan være fra region til region. Det er et langstrakt land, som fra bjergene i nord til de tropiske sandstrande i syd på samme årstid kan byde på vinterkulde og tropisk varme. Beliggenheden ud til Det Sydkinesiske Hav og monsunernes faste rytme er desuden afgørende for, hvor meget sol eller regn du vil opleve på din rejse. Her får du et kort overblik over, hvordan vejret typisk udfolder sig i de forskellige dele af Vietnam i løbet af året.
Fordi klimaet og vejret i de forskellige egne af Vietnam kan variere meget, er der i princippet attraktive rejsemål at kaste sig over året rundt. Dog har hver del af landet måneder, hvor vejret er mest behageligt og indbyder til en oplevelsesrig ferie uden, at vejret sætter begrænsninger.
Her kan du finde alle vores rejser til Vietnam →
Indhold
Hvornår er det regntid i Vietnam?
Kort fortalt er det regntid i Vietnam fra omkring maj til oktober. I den periode får landet 80-90 procent af den årlige nedbør. Helt præcis hvornår regntiden begynder og slutter, samt hvor intens den er, kan variere en del fra region til region. Generelt får de nordlige dele af landet mere nedbør end de sydlige. Kendetegnende for regntiden er, at luftfugtigheden stiger markant, og at de korte, tropiske regnskyl i nogle områder kan være særdeles kraftige, mens regnen andre steder er lettere, men mere vedvarende. Særligt i de kystnære og centrale egne kan tropiske storme eller tyfoner forekomme i regnsæsonen og skabe udfordringer som oversvømmelser. Rejser du i denne sæson, er det derfor en god idé at holde et vågent øje med de lokale vejrudsigter.
- Nordvietnam (eksempelvis Hanoi og Sapa): Her varer regntiden som regel fra maj til september med særligt kraftige regnbyger i juli og august.
- Centrale Vietnam (for eksempel Hue, Hoi An og Da Nang): Her er der regntid fra september til december, hvor perioder med tunge regnskyl kan føre til oversvømmelser i lavtliggende områder.
- Sydvietnam (som Ho Chi Minh City og Mekong-deltaet): Her er det typisk regntid fra maj til november med mest intens nedbør i perioden juni-september. Regnen varer sjældent hele dagen, men falder ofte som korte, kraftige eftermiddagsbyger.

Hvornår er det tørtid i Vietnam?
Ligesom med regntiden varierer tørtiden også afhængigt af, hvor i Vietnam du befinder dig. Generelt er tørtiden højsæsonen for rejser til Vietnam. Bemærk, at selv i årets tørreste måneder, kan du opleve enkelte dage med regnbyger. Generelt er vinter- og forårsmånederne dog tørtid i Vietnam, men det kan svinge fra region til region.
- Nordvietnam: Tørtiden strækker sig typisk fra omkring november til marts. I denne periode er nedbørsmængden lav, og temperaturerne kan falde en del, især i bjergområderne. Det er højsæson, da vejret giver de bedste betingelser for at udforske området.
- Centrale Vietnam: Her er der ude ved kysten en relativt tør periode helt fra januar til august. Varmebølger og høj luftfugtighed gøre det trykkende hedt ude ved havet i de varmeste måneder. Oppe i baglandet er tørtiden kortere (november til april).
- Sydvietnam: I syd er den mest markante tørre sæson fra december til april, hvor regn er sjælden, og solen ofte skinner fra en næsten skyfri himmel. Her kan det dog blive ekstra varmt sidst i perioden, lige inden sommerens regntid begynder.
Hvornår er det varmest i Vietnam?
Vietnams tropiske klima betyder, at du særligt i den centrale og sydlige del af landet kan forvente varme temperaturer det meste af året. Der er dog perioder og regioner, hvor temperaturen kravler ekstra højt op. De varmeste måneder ligger typisk allersidst i tørtiden eller i regntiden. Luftfugtigheden er også afgørende for, hvor trykkende varmen føles. Her får du et kort overblik:
- Nordvietnam: De varmeste måneder ligger typisk mellem maj og august. I lavlandet kan temperaturen i juni og juli således ofte snige sig op på 30-35 grader. Det er samtidig på grund af regntiden en tid med høj luftfugtighed. I for eksempel Hanoi kan varmen derfor føles intens. Oppe i bjergene er det en smule køligere, især om natten.
- Centrale Vietnam: Her har man ligeledes de højeste temperaturer fra maj til august. Særligt ude ved kysten når temperaturen af og til 40 grader. I byer som Hue og Da Nang kan varmen blive ekstra intens på grund af høj luftfugtighed. Længere oppe i baglandet bliver det ikke lige så varmt.
- Sydvietnam: I det sydligste Vietnam er der ikke så store udsving i temperaturen i løbet af året. Den varmeste tid (op til ca. 35 grader) er omkring marts til maj, lige inden regntiden begynder. Resten af sommeren er det også varmt i denne sydlige del af landet, selvom regntidens kraftige byger kortvarigt kan få det til at føles lidt køligere.
Hvornår er det koldest i Vietnam?
Det vil måske overraske dig at høre, at der faktisk kan falde sne i Vietnam – det sker ganske vist ikke så ofte og mest i de højeste bjergområder i Nordvietnam. Generelt er det derfor i de nordlige og i højtliggende områder, at du om vinteren skal finde det varme tøj frem. I den sydlige del af landet er det tropevarmt (over 20 grader om natten) året rundt.
- Nordvietnam: I Hanoi kan temperaturen i årets koldeste måneder (december til februar) godt dykke ned til omkring 10 grader – og en gang imellem endnu lavere. I bjergene ved Sapa kan temperaturen falde til nær frysepunktet, og sne er ikke unormalt.
- Centrale Vietnam: Om vinteren (cirka november til februar) er det mærkbart køligere end resten af året, særligt hvis du bevæger dig op i baglandet (nattemperaturer ned til 10-12 grader). Selv der er vinteren dog mere milde end i den nordlige del af landet.
- Sydvietnam: Her er det sjældent “koldt” i set med en nord-europæers øjne. De “kølige” perioder opleves typisk i december og januar, men temperaturfaldet er beskedent, så selv midt på vinteren føles det stadig lunt sammenlignet med Nordvietnam.
Selvom tørtiden fra november til april er den periode, de fleste foretrækker at rejse til Vietnam, er der ingen grund til helt at afskrive regntiden. Her kan du nemlig opleve landet, når naturen er allermest frodig, priserne er lavere og der er færrest turister. Er du i tvivl om, hvornår det er bedst at rejse til Vietnam, er du altid velkommen til at kontakte os. Vi skræddersyr din rejse efter dine ønsker – også i forhold til vejret.