Hvornår er det bedst at rejse til Vietnam?

Forside » Vietnam » Hvornår er det bedst at rejse til Vietnam?
Fremragende 5 stjerner

Vil du gerne vide, hvornår du skal rejser til Vietnam for at få det bedste vejr? Dette fascinerende land i Sydøstasien strækker sig over mere end 1.600 kilometer fra nord til syd. Undervejs skifter landskaberne fra de frodige, grønne bjerge i nord til flade rismarker og livlige storbyer i midten, og videre til de tropiske strande og mangroveskove i syd. Vejret er næsten lige så forskelligt rundt om i det langstrakte landet. Det bedste rejsetidspunkt for Vietnam afhænger derfor helt af, hvor du vil rejse hen, og hvad du gerne vil opleve.

Du kan rejse til Vietnam året rundt. Alligevel vil nogle sæsoner give dig lidt bedre betingelser for at få mest muligt ud af rejsen. Uanset om du vil vandre i bjergene for at nyde den kølige luft og grønne terrasser, eller er mere til afslappende dage på en varm, solbeskinnet strand med palmer i baggrunden, er det derfor værd at overveje, hvornår det er bedst at rejse til Vietnam.

Vejret i Vietnam

I korte træk har det nordlige Vietnam et subtropisk klima med fire årstider kendetegnet ved kølige vintre og varme somre. I den centrale del af landet er klimaet tropisk og temperaturen mere konstant. På en rejse til det sydlige Vietnam, herunder landet største by Ho Chi Minh City, vil du ligeledes opleve ægte tropevarme og relativ høj luftfugtighed året rundt.

Vejret i hele Vietnam er meget påvirket af monsunerne. Den om sommeren, sydvestmonsunen, bringer fra maj til omrking oktober kraftig regn med sig til den nordlige og sydlige del af landet. Den centrale del af landet ligger lidt i læ af bjergene og slipper derfor med mindre sommerregn. Vintermonsunen, Nordøstmonsunen, fra oktober til april er generelt kendetegnet ved et mere tørt og køligere vejr. I de første måneder (oktober til december) giver denne monsun dog også kraftig regn ude ved landets lange østvendte kyst. I nord får man også typisk noget regn i disse måneder, men dog i form af mere lette byger.

Udsigt over Hanoi i tusmørke.
Udsigt over Hanoi i tusmørke.

Nordvietnam

Rejser du til det nordlige Vietnam med populære rejsemål som Hanoi, Halong-bugten og Sapa i vintermåneder fra november til marts, kan du opleve temperaturer ned omkring 10-15 grader om dagen og endnu koldere om natten. I de højestliggende bjergområderne vil der, især når der blæser kold vind ned fra Kina, falde sne.

Vinteren er dog generelt den tørre årstid og derfor den bedste årstid at rejse til det nordlige Vietnam, hvis du planlægger en aktiv ferie med trekking i højlandet. Vil du udforske den spektakulære og berømte Halong Bay ude ved kysten, kan du med fordel vælge at rejse i foråret eller efteråret for at undgå højsæsonens trængsel.

Sommeren (maj-august) i Nordvietnam er varm, typisk 25-35 gader, og monsunens regn kan gøre vandrestierne oppe i bjergene ufremkommelige. Ude ved kysten kan varmen i disse sommermåneder føles trykkende, og du skal forvente kraftige regnbyger de fleste dage. I foråret og efteråret, der er overgangen mellem disse sæsoner er vejret ofte mere behageligt, men kan i sagens natur byde på lidt af hvert.

Det centrale Vietnam

I den centrale del af landet, for eksempel i Huê, Da Nang og Hoi An, er der normalt tørt og varmt fra februar til august. Temperaturerne når særligt ude langs kysten sidst på sommeren jævnligt helt op omkring 40 grader. Ved kysten rammer nordøstmonsunen typisk fra omkring september og kan give regn helt ind i december.

Oppe i baglandet i det centrale Vietnam er klimaet mere mildt end ude ved kysten med mere tørre vintre og knap så varme somre.

Sydvietnam

I Sydvietnam hvor du kan besøge Ho Chi Minh City, Mekong-deltaet, er klimaet udpræget tropisk med to hovedsæsoner: En regntid fra maj til oktober med intense, men kortvarige regnbyger, og en tør sæson fra november til april, hvor temperaturerne fortsat ligger mellem 25 og 35 grader. Den varmeste måned er normalt april lige før sommermonsunen sætter ind. Da er det ikke usædvanligt med dage, hvor temperaturen når op på 40 grader.

Sådan vælger du det rette tidspunkt for din rejse til Vietnam

Fordi vejr og klima i Vietnam altså varierer en hel del med årstiden og mellem landsdelene, er det ikke så nemt at udpege én periode som det allerbedste rejsetidspunkt. Uanset årstiden vil der altid være en del af landet, som du kan udforske. Hvis du gerne vil se mere af Vietnam på en rundrejse, er tørtiden og især februar, marts og april dog et godt bud på det optimale rejsetidspunkt.

I disse forårsmåneder er vejret i nord mere mildt end tidligere på vinteren, mens der i Midt- og Sydvietnam ofte er gode chancer for tørt og solrigt vejr. Dog stiger risikoen for tyfoner allerede fra midten af marts i de centrale og sydlige dele af landet, men det er som regel stadig et godt tidspunkt at rejse til Vietnam, hvis du vil nyde strandlivet.

Er du ikke så vild med høje temperaturer, kan du i stedet overveje at rejse omkring Tet (det vietnamesisk nytår) mellem slutningen af januar og midten af februar. Her er vejret køligt og overskyet i nord, mens det bliver gradvist mere lunt ned mod den centrale og sydlige del af landet. Dog ikke nær så varmt som i de efterfølgende måneder.

The Starfish beach på Phu Quoc island.
The Starfish beach på Phu Quoc island.

Du kan også vælge at rejse allerede omkring jul og nytår for at fejre højtiden i eksotiske omgivelser. På det tidspunkt minder vejret i store træk om Tet-perioden. Det vil sige relativt køligt og overskyet i nord, varmt og solrigt i syd, mens den centrale kyst stadig kan få en smule regn fra monsunen, der er på retræte.

Vil du hellere rejse i skolernes sommerferie i juli eller august, er for eksempel Da Nang og Nha Trang på den centrale kyst som regel et godt valg. Derude er vejret trods regntiden solrigt med få regnbyger og sjældent tyfoner. Midt på sommeren er den nordlige og sydlige del af landet til sammenligning mere påvirket af regnen. Vær blot klar over, at temperaturen typisk er høj ude ved kysten (omkring 35 grader).

Skulder- og lavsæsonen

Hvis du vil undgå de største turistmængder og alligevel have en god chance for sol og fint vejr, kan skuldersæsonen (april-juni samt september-november) være det helt rette valg. Disse perioder er ikke egentlig lavsæson, men der er mærkbart færre besøgende ved de mest populære seværdigheder, så du kan nyde dem i en lidt roligere atmosfære.

Vejret i skiftet mellem regn- og tørtid kan dog være lidt ustadigt, og det er ikke usædvanligt, at dagene i skuldersæsonen skifter mellem varm solskin og pludselige regnbyger. Alligevel vil du som regel få mange skønne solskinsdage, og temperaturen kan være mere behagelig end i den hede højsommer.

Regntiden er den egentlige lavsæson. Fordelene ved at besøge Vietnam på denne tid primært lavere priser på overnatning og bedre muligheder for at fordybe dig i den lokale kultur, når der er færre andre turister. I nord er dette perioden fra maj til oktober, i den centrale del af landet fra september til maj og i syd fra maj til september. Ulempen er, at kraftig regn og lavhængende skyer i perioder sætter en stopper populære udendørsaktiviteter. Både i højlandet og ude ved kysten. Hvis du rejser til Vietnam i regntiden, skal du derfor være fleksibel og kan med fordel fokusere på sightseeing i byerne, hvor du kan søge ly i museer eller templer.

Hvad skal jeg pakke til rejsen?

Billeder af de frodige jungler og smukke tropestrande giver et indtryk af, at Vietnam er et varmt land. Det er også rigtigt. Om vinteren i det nordlige Vietnam, for eksempel omkring Hanoi, får du dog brug for en jakke, en varm trøje og nok også en regnjakke. Skal du op i de højeste bjergegne, er varmt tøj, hue og vanter udover gode vandresko et must. Længere mod syd er det om vinteren som regel nok med en let jakke eller sweater til aftenerne, mens du ellers kan nøjes med mere let sommertøj i dagtimerne.

Om sommeren er det i de lavtliggende egne over hele landet mest behageligt med luftigt sommertøj og blot en let regnjakke eller paraply til pludselige byger. Hvis turen går op i højderne, er det stadig godt også at pakke noget lidt mere varmt tøj. Husk at klæde dig respektfuldt, når du besøger templer ved at dække skuldre og knæ.

Er du stadig i tvivl om, hvornår du skal rejse til Vietnam, er du altid velkommen til at kontakte os – vi skræddersyr din rejse efter netop dine ønsker og kan give dig gode råd om, hvor og hvornår du (sandsynligvis) får det bedste vejr.

Scroll to Top