Rejser til Ho Chi Minh City 2025 og 2026
Ho Chi Minh City, Vietnams største by, er en pulserende metropol, hvor fortid og nutid smelter sammen på fascinerende vis. Her finder du alt fra travle markeder og historiske templer til moderne skyskrabere og trendy caféer. I den centrale del af byen, som både lokale og turister ofte stadig kalder for Saigon, kan du opleve byens sjæl – fra det ikoniske genforeningspalads til den livlige Bến Thành-marked.
Gå en tur i de franske kvarterer, hvor brede boulevarder og elegante bygninger fortæller historien om en svunden tid, og udforsk de spændende museer, der dykker ned i Vietnams dramatiske fortid. Brug tid i byens grønne parker, hvor meget af det lokale fritidsliv udfolder sig – i de tidlige morgentimer kan du opleve vietnameserne dyrke tai chi under de store træer, mens de efter fyraften samles her for at slutte dagen af med dans, badminton og afslappede samtaler på bænkene. Vil du se byen fra en ny vinkel, kan du hoppe på en vandtaxi på Saigon River se livet ved flodbredden udfolde sig i et fascinerende samspil mellem gammelt og nyt, og mens skyskraberne spejler sig i vandet. Ho Chi Minh City er en by, der aldrig står stille, og der venter dig spændende oplevelser rundt om hvert hjørne.
Find din rejse hos Lotus Rejser
Vi fandt desværre ingen resultater på din søgning
Prøv venligst at udvide dine søgetermer.
En rejse til Ho Chi Minh City med Lotus Rejser
Selvom hovedstaden i Vietnam er Hanoi, der ligger langt mod nord, er Ho Chi Minh City fortsat Vietnams vigtigste økonomiske og finansielle centrum. Det er samtidig Vietnams mest moderne og kosmopolitiske by, der i nyere tid har oplevet en imponerende vækst. Men at skylinen i Ho Chi Minh City i dag derfor domineres af futuristiske skyskrabere, ændrer ikke på, at du også stadig ser tydelige spor efter den franske kolonitid i byens arkitektur, især omkring det elegante postkontor og den smukke Notre-Dame-katedral.
Ho Chi Minh City er en smeltedigel af kulturer, hvor især forretningslivet trækker rejsende til fra hele verden. Når du bevæger dig rundt i byen, vil du konstant overraskes af nye indtryk – uanset om du slentrer gennem de travle gader eller nyder udsigten fra en skybar højt over byens lys. Af de omkring ni millioner indbygger i selve Ho Chi Minh City er der et ikke ubetydeligt kinesiske mindretal, som har sat deres præg på kulturen. Ikke bare i Chinatown (Cholon), men også resten af byen i det lokale køkken, hvor du kan smage alt fra dampende skåle med wontonsuppe til sprøde bahn mi-sandwiches.
Du kan i det hele taget glæde dig til at fordybe dig i byens mange fantastiske spisesteder. Ikke mindst i District 4, der er kendt for sine mange små gadekøkkener, som serverer alt fra friskgrillede skaldyr til den ikoniske bánh xèo-pandekage. Og hvis du er på jagt efter noget unikt at tage med hjem, så gå på opdagelse i byens livlige markeder og de små boutiques, hvor unge, kreative designere har gjort Ho Chi Minh City til en spirende mode- og kunsthovedstad.
Nok kan du fordybe dig i byens spændende museer i timevis, men en rejse til Ho Chi Minh City er altså kort fortalt også en oplagt chance for bare at lade dig rive med af storbyen puls – slentre gennem de livlige gader, følge duften af street-food, slå dig ned på en tilfældig café og opdage nye sider af byen, helt uden en fast plan for dagen.