Tryghed - hele vejen. Fra første kontakt til du lander i Danmark igen. Læs mere her:

Hanoi Train Street – en af de mest unikke oplevelser i Vietnam

Fremragende 5 stjerner

Der venter dig talrige enestående oplevelser og seværdigheder i Vietnam, der spænder vidt fra de eventyrlige klippelandskaber i Ha Long Bay og bounty-strandene på Phu Quoc til de underjordiske Cu Chi Tunnels og de flydende markeder i Mekong-deltaet. En seværdighed skiller sig dog ud: Hanoi Train Street.

Da det korte stykke jernbane blev anlagt gennem et boligkvarter i Hanoi i starten af 1900-tallet, var der næppe nogen, der havde forestillet sig, at det en dag skulle ende som en af Vietnams mest kendte attraktioner. Ikke desto mindre er det, hvad det er i dag. Se her, hvorfor Hanoi Train Street er blevet så berømt, hvordan du får den bedste oplevelse af stedet, og hvad den smalle jernbane egentlig fortæller om livet, rytmen og kontrasterne i Hanoi.

Hanoi train street Vietnam
Man skal trække benene til sig, når toget kører forbi! Foto: Patrik AradiUnsplash

Hvor finder jeg Hanoi Train Street?

Hanoi Train Street ligger centralt i Hanoi kun en kort gåtur fra den gamle bydel og flere af byens andre seværdigheder. Jernbanen løber gennem tætte boligkvarterer, hvor husene nærmest er bygget helt op til skinnerne, og det er netop det næsten surrealistiske syn af et stort tog, der tilsyneladende presser sig frem mellem smalle bygninger, tørresnore og små caféer, som har gjort stedet verdenskendt.

De mest populære dele af Train Street er i området ved gaderne Điện Biên Phủ og Phùng Hưng der, hvor togene kører fra banegården nordpå ud af Hanoi. Det er her, du finder de mest fotograferede og smalleste passager, de små caféer helt ud til skinnerne og den særlige stemning, som har gjort til området til et tilløbsstykke.

Selvom stedet er blevet en populær turistattraktion, føles det stadig mere som et ægte, levende kvarter mere end en seværdighed. Mellem caféerne finder du lokale hjem, små butikker og scootere parkeret langs væggene. Hanoi Train Street er på den måde et godt eksempel på den slags upolerede, levende og lidt kaotiske hverdagsøjeblikke, som der stadig er masser af muligheder for at opleve på en rejse til Hanoi.

Er Hanoi Train Street åben i 2026 og 2027?

Da Hanoi Train Street er en seværdighed, som falder lidt uden for de sædvanlige rammer, har der i perioder været en del tvivl om adgangen til området. For nogle år siden forsøgte myndighederne således at lukke helt for adgangen til den populære jernbanegade efter episoder, hvor turister i jagten på det perfekte billede var kommet alt for tæt på de forbipasserende tog.

Det vakte dog stor utilfredshed blandt de lokale café- og barejere langs sporene. Mange af dem er i dag helt afhængige af de besøgende, som hver dag finder vej til området for at opleve den særlige stemning og de intense sekunder, når toget passerer gennem den smalle gade.

I dag er det igen muligt at opleve Train Street i Hanoi, men adgangsforholdene kan ændre sig løbende, og der er forekommer stadig perioder og områder med mere kontrol og begrænset adgang. Samtidig skal du være indstillet på, at “adgangsbilletten” til de mest fotogene steder i jernbanegaden er, at du benytter en af caféerne eller barerne langs skinnerne.

Det er dog ikke nødvendigvis nogen ulempe. En vietnamesisk iskaffe eller en kølig øl kan gøre godt, mens du sidder få meter fra jernbanen og venter på, at stilheden pludselig bliver afløst af horn, vibrationer og et tog, der fylder næsten hele gaden.

Hanoi Train Street om aftenen.
Aftentog på vej gennem Hanoi Train Street. Foto: Elric PxlUnsplash

Hvornår kommer toget?

Hos Lotus Rejser kender vi Hanoi og resten af Vietnam indgående. Det bruger vi, når vi sammensætter en skræddersyet pakkerejse til dig. Men at love præcise klokkeslæt for, hvornår toget ruller gennem Hanoi Train Street, når du rejser til Vietnam, er nok alligevel at love lidt for meget. Togplaner ændrer sig nemlig jævnligt, og du vil opleve, at tiderne angivet i gamle indlæg på Tripadvisor og sociale medier ofte viser sig ikke længere at passe.

Generelt kører der færre tog på hverdage og typisk kun om aftenen, mens weekender ofte byder på flere afgange gennem den smalle gade i løbet af dagen. Særligt aftentogene er dog populære blandt besøgende. Når mørket begynder at falde på og caféernes lamper tændes, bliver stemningen langs skinnerne bliver endnu mere intens. Det kan give nogle fantastisk flotte billeder.

Det bedste råd er derfor ikke nødvendigvis at stirre sig blind på en togplan hjemmefra. Spørg i stedet cafépersonalet i området. De lokale ved som regel ret præcis, hvornår dagens tog forventes at passere, og mange af områdets caféer holder nøje øje med eventuelle ændringer.

Dertil kommer, at en del af charmen ved Train Street faktisk er netop ventetiden. Lyden af scootere i sidegaderne, duften af vietnamesisk kaffe og den stille spænding, der langsomt breder sig blandt folk, når nogen pludselig siger: “Nu kommer det!”

Tips til dit besøg i Hanoi Train Street

Der er som sådan ikke noget særligt kompliceret ved at besøge Hanoi Train Street. Alligevel er der et par praktiske ting, som kan være gode at kende på forhånd, hvis du vil have den bedste oplevelse af det, der nok er en af de mest specielle seværdigheder i Hanoi.

  • Tag dig god tid: Noget af det mest interessante er næsten stemningen lige inden toget kommer. Cafépersonalet begynder at flytte borde og stole væk fra skinnerne, lokale gør plads, og hele området skifter karakter på få minutter.
  • Sikkerhed: Toget kommer tættere på, end du måske forventer. Bliv stående præcis dér, hvor cafépersonalet eller andre lokale beder dig om, og lad være med at tage chancer for et billedes skyld.
  • Hold ekstra øje med børn: Rejser du med børn, bør du holde dem tæt på dig, når toget nærmer sig. Der kan hurtigt blive trangt i de smalle passager langs skinnerne. Toget kører ikke meget hurtigt, men ofte hurtigere end man tror.
  • Støt de lokale caféer og barer: Det er ikke helt valgfrit. De mest populære dele af Train Street er kun tilgængelig via en café eller bar, hvor man forventes at købe en drink eller kaffe.
  • Udforsk også de mindre turistede dele af området: Mange besøgende samler sig omkring de mest kendte dele af Train Steet, men der findes også roligere strækninger langs jernbanen, hvor stemningen føles mere lokal med mindre turisttrængsel.
Gammelt tårn på lille ø i rolig sø omgivet af grønne træer, sat gennem grene i Vietnams frodige natur.
Det karakteristiske Turtle Tower, som ligger midt i Hoan Kiem-søen.

Andre steder med masser af lokalkolorit i Hanoi

Der er mange andre steder, hvor du også kan opleve den charmerende, kaotiske og stemningsfulde energi, som kendetegner Hanoi.

Et af de bedste steder at begynde er den gamle bydel, Old Quarter, der ligger umiddelbart nordøst for Train Street. Her kan du gå på opdagelse i en labyrint af smalle gader, hvor livet leves helt ude på fortovene. Scootere snor sig mellem små plastikstole, lokale handler på små gademarkeder, og duften fra de utallige gadekøkkener hænger i luften. Selvom også den gamle bydel er et af de populære områder, får man her et mere autentisk indblik i hverdagslivet i Hanoi end ved Train Street.

Det kan også varmt anbefales at lægge vejen forbi Dong Xuan Market, som er Hanois største marked. Her er tempoet højt, gangene smalle og indtrykkene mange. Markedet er fyldt med boder, hvor der sælges alt fra krydderier, frugt og street food til tøj, køkkenudstyr og farverige souvenirs. Det er samtidig et oplagt sted at dykke ned i det lokale køkkens delikatesser eller bare gå rundt og beundre det enorme udvalg af eksotiske varer, man sjældent ser derhjemme.

Vil du opleve Hanoi i et lidt roligere tempo, kan du også slå dig ned ved Hoan Kiem Lake. Denne sø ligger under en kilometers gang fra Train Street. Særligt om morgenen og om aftenen samles lokale her for at motionere, se små optrædener, eller bare mødes med venner og familie. Det giver et andet, men mindst lige så stemningsfuldt billede af den vietnamesiske hovedstad.

Oplev Hanoi og resten af Vietnam med Lotus Rejser

Vil du selv opleve stemningen i Train Street og resten af det fascinerende gadeliv i Hanoi, hjælper vi hos Lotus Rejser gerne med at skræddersy din rejse til Vietnam. På vores rundrejser kan du for eksempel kombinere hovedstadens kaotiske charme med et fredfyldt krydstogt i Ha Long Bay, som ligger stik mod øst. Ønsker du, at der også skal være tid til afslappende badeferie ved Hoi An eller på Phu Quoc, er det naturligvis også muligt.

Kontakt os og få et uforpligtende tilbud på en ferie, der er tilpasset dine ønsker til både rejsemål, længde og pris.

Få et
uforpligtende
tilbud

Jeg er ekspert hos Lotus Rejser

sidder klar til at hjælpe med din næste rejse.

" hjælper dig gerne videre med ærlige råd, praktisk erfaring og den rejseform der passer bedst til jer."

Scroll to Top