Mauritius er ikke nogen kæmpe ø rent geografisk, men når det kommer til steder at bo, er udvalget faktisk ganske stort – og endnu bedre: varieret. Her finder du både fredelige bugter med små boutiquehoteller, livlige strandbyer med restauranter og natteliv og luksusresorts, hvor alt er skræddersyet til afslapning. Øens forskellige kyststrækninger har desuden hver deres stemning, tempo og oplevelser. Så hvor du skal bo på Mauritius, handler i høj grad om, hvilken slags ferie du drømmer om.
Selvom det indre af Mauritius gemmer på grønne bjerge, vandfald og små landsbyer, ligger langt de fleste feriesteder spredt ud langs kysten. Herude lokker det azurblå hav og de flotte strande. Overordnet set er det nord- og vestkysten, der tiltrækker flest besøgende med et bredt udvalg af restauranter, aktiviteter og seværdigheder, mens øst- og sydkysten er mere tilbagelænet og fredelig. Her finder du nogle af øens mest eksklusive hoteller, palmestrande og en stemning, der lægger op til total afslapning.
Her kan du finde alle vores rejser til Mauritius →
Indhold

Nordkysten – livligt og tæt på det hele
Nordkysten er et af de mest populære steder at bo på Mauritius – og det forstår man godt. Her er vandet roligt, strandene indbydende, og du har altid en café, en cocktailbar eller en lille lokal butik inden for rækkevidde. Området er især kendt for Grand Baie, som er det tætteste Mauritius kommer på en rigtig ferieby, men også de mindre bugter og landsbyer langs kysten byder på charme og masser af tropisk feriestemning.
Heroppe mærker man desuden ikke så meget til sydøstmonsunen, som kan blæse op i vintermånederne (juni til august). Nordkysten ligger nemlig lidt i læ for vinden, og det betyder flere stille dage ved vandet – perfekt til snorkling, kajakture eller bare at slappe af med en god bog i skyggen.
Vil du gerne bo et sted, hvor der er meget liv (også efter mørkets frembrud), men stadig have smuk natur og gode strande lige uden for døren, så er nordspidsen af Mauritius et oplagt sted at vælge til ferien. Det er også et godt udgangspunkt for udflugter. Det tager for eksempel ikke langt tid at køre en tur ned til hovedstaden Port Louis, hvor du kan lægge vejen forbi den smukke botanisk have i Pamplemousses på vejen.
Vestkysten – solnedgange, strandliv og familievenligt tempo
Vestkysten lokker med nogle af de bedste og længste sandstrande på Mauritius. På den nordligste del af vestkysten ligger for eksempel Trou aux Biches, som er lavvandet, rolig og perfekt til både børneleg i vandkanten og lange dasedage på det bløde sand.
Vestkysten er generelt der, hvor turismen er mest veletableret på Mauritius. Den har alligevel en lidt mere tilbagelænet atmosfære end nordkysten, men du vil bestemt heller ikke på vestkysten mangle faciliteter. I tidligere fiskerbyer som Flic en Flac og Tamarin, der nu er nogle af øens mest populære ferieområder, kan du nyde den afslappede stemning og samtidig have alt inden for kort rækkevidde. Flic en Flac er udover sin familievenlig strand, vestkystens længste, kendt for at tiltrække både nye og erfarne dykkere, mens Tamarin og ikke mindst halvøen Le Morne lidt længere mod syd er en favorit blandt surfere og andre, der foretrækker en lidt mere bohemeagtig stemning.
Vestkysten er også et godt sted at bo på Mauritius, hvis du ikke kun vil nyde strandlivet, men også vil ud på eventyr. Det kunne for eksempel være en udflugt til Black River Gorges Nationalpark eller på bådtur for at spotte delfiner. Hvis du drømmer om en badeferie, hvor dagene kan bruges på eller nær sandet, og du hver aften kan nyde flotte solnedgange, er vestkysten noget nær perfekt.

Sydkysten – rå natur og fredelige luksusoplevelser
Mod syd er kystlinjen mere rå med flere klipper, og det hele føles en tand vildere, men også mere autentisk end de mere polerede ferieområder mod nord og vest. Det er ikke her, du finder kilometervis af lavvandede badestrande eller veletablerede feriebyer – men til gengæld gemmer området på noget af det bedste snorkling og dykning, Mauritius har at byde på.
Bugter langs sydkysten er beskyttet af koralrev, og under overfladen venter farverige fisk, koraller i et fascinerende undervandslandskab. Der findes dog også enkelte fine strande, hvor du kan bade og nyde solen, men det er først og fremmest roen, naturen og det klare vand, der gør sydkysten til et særligt sted at bo på Mauritius.
Fordi området er mindre udviklet og på afstand af de mere travle feriebyer, synes mange, at sydkysten føles lidt mere lokal og ægte. Det er et oplagt valg, hvis du vil undgå de mest turistede områder og opleve en mere uberørt side af Mauritius – og måske kombinere dykning og snorkling med lange gåture langs kysten eller en middag med udsigt til det brusende hav.
Østkysten – idylliske strande, golf og eksklusive resorts
Østkysten er kendt for at have nogle af Mauritius’ mest eksklusive resorts. Her kan du bo på hoteller gemt bag svajende palmer, som åbner sig ud mod laguner med lyse sandstrande og turkisblåt vand. Strandene er måske nok ikke kilometerlange som på vestkysten, men er lige så idylliske. Ved for eksempel Post de Flacq finder du ikke blot luksuriøse resorts og hoteller, men også nogle af øens bedste golfbaner, hvor du fra greenen kan nyde udsigten over havet. Østkysten er med andre ord ideel til en rigtig livsnyderferie.
Østkysten ligger mere udsat for den fremherskende vindretning fra sydøst. I sommermånederne (november til april) giver den en svalende brise fra havet – perfekt til at nyde stranden uden at smelte væk. I vintermånederne (maj til oktober) kan vinden dog tage mere fat, og især for dem der rejser for solbadning og havdyp, er det værd at have med i overvejelserne.
Til gengæld er der på den tid noget særligt fredfyldt over østkysten. Tempoet er lavt, omgivelserne grønne, og mange vælger netop dette område for at koble helt fra, nyde resortlivet og bare lade koble helt af ved havet.
Har du lyst til at udforske mere?
Mauritius er ikke større, end at du nemt kan kombinere forskellige hoteller og opleve både den livlige stemning i nord, de lange solnedgange i vest og måske et par dage med ro og luksus ved syd- eller østkysten. Det er en oplagt chance for at få lidt variation i både oplevelser og omgivelser – og kan så føles næsten som to (eller flere) ferier i én.
Samtidig er det en god idé at tænke over årstiden, når du vælger, hvor det er bedst at bo på Mauritius. Særligt hvis du rejser i vintermåneder (maj til oktober), hvor sydøstmonsunen kan bringe en del vind til østkysten og de åbne områder mod syd. Her kan det være en fordel at vælge nord- eller vestkysten, som ligger mere i læ og ofte byder på lidt mere rolige og solrige dage.
Endelig, selvom du bor ude ved kysten, må du selvfølgelig ikke overse alt det, øens indre byder på – grønne bjerge, vandfald, teplantager, små landsbyer og naturparker som Black River Gorges, hvor du kan vandre i tropisk skov og måske få øje på nogle af øens sjældne arter. Uanset hvor på kysten, du vælger at bo på Mauritius, er der rig mulighed for at tage på spændende udflugter ind i baglandet.