En rejse til Hué med Lotus Rejser
Er du på rundrejse i Vietnam – måske på vej fra Hanoi og ned mod Hoi An – er Hué et oplagt stop. Særligt hvis du er historisk interesseret, kan du uden problemer bruge et par dage her, og byen vil uden tvivl snart vil være fast inventar på listen over Vietnams must-see destinationer. Flere og flere får øjnene op for den særlige blanding af historie, kultur og lokal stemning, som man ikke helt finder andre steder i Vietnam.
Hué var i over 140 år landets kejserlige hovedstad og hjem for Nguyễn-dynastiet, og den dag i dag er byens storhedstid stadig tydelig overalt. Perfumefloden – eller Sông Hương – deler byen i to. På den ene bred ligger den gamle kejserby med det imponerende citadel, der er omgivet af tykke mure og voldgrave og gemmer på både den kejserlige residens, templer og paladser. På den anden side af floden finder du det moderne Hué med et bredt udvalg af hoteller, caféer og restauranter – det er her, de fleste rejsende overnatter.
Ud over citadellet kan du på en rejse til Hue udforske talrige smukt udsmykkede kejsergrave, der ligger spredt i det grønne landskab omkring byen, hvor hver enkelt gravplads nærmest er et lille kunstværk i sig selv. Du kan også tage på sejltur på floden, besøge Thien Mu-pagoden eller udforske lokale markeder som det store Dong Ba-marked og små gader, hvor tempoet er mere roligt, og stemningen meget autentisk. Hué er en by, der inviterer til at blive lidt længere, end du måske havde tænkt.