Tag med på ferie i smukke Munduk på Bali

Forside » Indonesien » Bali » Munduk
Fremragende 5 stjerner
Rejsemenu

Rejser til Munduk 2025 og 2026

Munduk er ikke et sted, du bare passerer – det er et sted, du får lyst til at blive hængende i lang tid. Centralt oppe i Balis frodige højland gemmer denne lille bjerglandsby sig omgivet af risterrasser, skovklædte dale og og grønne bånd af kaffe- og frugtplantager, der snor sig op ad frodige bjergsider. Heroppe er luften køligere, tempoet lidt langsommere, og naturen føles tættere på. Du mærker hurtigt, at det er noget andet at rejse til Munduk end at holde en badeferie nede ved kystens travle strande. På en ferie i Munduk handler det om vandreture mellem de grønne bjerge med udsigt over bjergsøer, dampende nudelsupper på små warungs og om at nyde roen, der langsomt sniger sig ind under huden.

Munduk er en del af Bedugul-området, der er et af øens frodigste og mest naturskønne områder. Det er et Bali, der tiltrækker livsnydere med smag for smukke udsigter, frisk bjergluft og hygge på små caféer – men i høj grad også eventyrere, der vil udforske det bjergrige områdes imponerende vandfald, jungle og afsides stier langt fra turistmylderet. På en rejsen til Munduk venter dig ikke strandbarer på stribe, men derimod gamle kolonihuse, storslået natur og en oplevelse af det ægte Bali, hvor livet stadig går sin stille gang.

Find din rejse hos Lotus Rejser

100% dansk ejerskab

Vi taler både jysk og københavnsk med et smil.

Specialistviden

Skræddersyede rejser tilpasset dine ønsker.

Personlig service

Tilgængelig support uanset hvor du er.

Sikker rejsepartner

Tryghed som medlem af Rejsegarantifonden.

Munduk – en pause fra det hele i Balis grønne hjerte

Hvad enten du kommer her som del af en rundrejse på Bali, eller du vælger at have din base her i endnu flere dage, så venter der dig i Munduk en anden oplevelse af Bali end i de travle turistområder. Her handler det ikke om at haste fra den ene seværdighed til den næste, men om at tage sig tid. Tid til at følge en smal sti til andre små bjergbyer eller gennem den tætte grønne skov frem til et brusende vandfald, hvor du kan tage en forfriskende dukkert under de kølige kaskader. Tid til at finde det helt rette sted at beundre udsigten over de idylliske tvillingesøer Tamblingan og Buyan, hvor disen danser hen over vandoverfladen i morgentimerne. Og tid til at lade blikket vandre ud over rismarker, der er sirligt anlagt i trin op ad bakkerne som levende kunstværker og så grønne, at de næsten virker uvirkelige.

Området omkring Munduk er kendt for sine mange plantager, hvor der dyrkes kaffe, kakao, kryddernellike og vanilje. På de lokale caféer breder duften af nymalede bønner sig, men du kan også komme helt tæt på produktionen og naturligvis også der få stukket en dampende kop lokalt dyrket kaffe i hånden. Det var oprindeligt hollænderne, der satte gang i plantagedriften i området, og deres aftryk ses stadig. Midt i dette ellers meget balinesiske samfund – hvor duften af røgelse og lyden af hanegal hører med til billedet – vil du stadig se bygninger i umiskendelig kolonistil, der vidner om en anden tid.

En rejse til Munduk på Bali giver dig også mulighed for at mærke roen på et mere åndeligt plan. Et besøg ved Ulun Danu-templet, som ligger lidt ude i søen Beratan, er et must. Dette umanérligt smukke vandtempel spejler sig i søens overflade og indbyder til et øjebliks eftertænksomhed – inden du naturligvis også tager et billede af et af øens nok mest genkendelige templer. Gå gerne indenfor og mærk stemningen tæt på – duften af røgelse, lyden af rislende vand og de rolige bevægelser fra bedende besøgende giver en følelse af, at tiden herinde bevæger sig i sit eget tempo.

Munduk er i det hele taget et rejsemål, hvor du får ideelle betingelser for at koble helt af og finde ro i både krop og sind. Her kan du lade skuldrene sænke sig i den friske bjergluft, mens du nyder stilheden og de smukke omgivelser – og samtidig er der rig mulighed for at få pulsen lidt op på vandreturene i bjergene og omkring søerne med udsigter, der får dig til at stoppe op igen og igen.

Scroll to Top