Er du bare en smule eventyrlysten, vil der på din rejse til Laos åbne sig en verden af smage for dig. Kendere vil vide, at maden i Laos har meget tilfælles med den, du får i det nordøstlige Thailand. Det vil sige, at retterne traditionelt er meget krydret, oftere mere bitre end søde og indeholder masser af friske urter og rå grøntsager.
Glæd dig for eksempel til at sætte tænderne i nationalretten “Laap” og nyd en smagseksplosion med lime, chili og friske urter i hver bid, blandet med fint hakket kød. Det er også en lidt uvant oplevelse at samle det populære klæbrige ris (sticky rice) mellem fingrene (brug altid din højre hånd), klar til at dyppe det i det lokale køkkens andre lækre retter. Risen, som typisk serveres for sig i en lille fletkurv, tip khao, er ikke blot et gennemgående tema i det lokale køkken, men også laotisk kulturen i det hele taget. Det er for eksempel ris, som man traditionelt tilbyder munkene.
Du kan naturligvis heller ikke rejse til Laos uden at prøve “Tam maak hung“, en krydret papayasalat, der får dine smagsløg til at danse. Måske kender du den thailandske variant Som tam, der er mere mild og sød.
Laoterne er ikke kun glæde for stærkt krydret mad. De har også en sød tand. En populær, traditionel dessert er Kanom kok. Det er en kugleformet pudding lavet af kokosmælk, tapioka og malet ris. En anden lokal favorit er Sang kaya mayru, som man også kender fra Thailand. Det er et udhulet græskar fyldt med en sød kokoscreme. Hvis du rejser til Laos i marts, kan du nyde godt af de modne mango-frugter i desserten khao niaw mak muang, skiveskåret mango og ris overhældt med kokoscreme.
Den passer nok ikke så godt til de søde desserter, men til de krydrede retter er en kølig Beerlao god. Denne øl produceres i forskellige varianter af bryggeriet LBC, som også står for en lokal produktion af Carlsberg.
Særligt i hovedstaden Vientiane og den gamle kongeby Luang Prabang er der et godt udvalg af mere vestligt orienterede restauranter, hvor du udover de mest populære lokale retter også finder mere internationale kendinge på menuen. Særligt den kinesiske og vietnamesiske indflydelse i Laos gør sig også gældende kulinarisk. Der er derfor også en del kinesiske og vietnamesiske restauranter, særligt i den nordlige del af landet. Tilsvarende kan du se spor af den franske kolonitid, særligt i form af bagerier.
De fleste byer af en vis størrelse har et aftenmarked med simple gadekøkkener. Her kan du spise dig mæt for ganske få penge. Ofte sælges der kun én bestemt ret fra hver bod og måske kun som take-away. Andre steder er der lidt flere valgmuligheder og måske nogle få borde og stole til kunderne.
Det er de færreste, som rejser til Laos for nattelivet. Det er dog rimeligt gode muligheder for at nyde en aften med drinks og musik i både hovedstaden og specielt Vang Vieng, som takket være sin naturskønne beliggenhed, der indbyder til en aktiv ferie, tiltrækker en del unge turister.
Det er som regel kun på de fineste restauranter i Vientiane og Luang Prabang, at der forventes drikkepenge. Det er typisk også kun her, at du kan betale med kreditkort.